Seertallene er eksploderet. Forsiderne er ryddet. Og amerikanerne elsker at hade den professionelle sportsgambler James Holzhauer, der indtil videre har vundet 11 millioner kroner på USA’s ældste tv-konkurrence, ‘Jeopardy’.

Hvad enten spørgsmålet handler om geografi, historie, matematik eller sågar mode, kender den 38-årige James Holzhauer svaret. Og selv når han for en sjælden gang skyld er i tvivl og skyder fra hoften, vinder han alligevel, fordi han også er hurtigere på ‘svarknappen’ end alle sine konkurrenter.

Den gennemsnitlige vinder af ‘Jeopardy’, der debuterede i 1964, holder i tre spilledage, før han eller hun ryger ud. Men indtil videre kan intet rokke den 34-årige Holzhauer, der til daglig ernærer sig som professionel gambler i Las Vegas.

Og i et nyligt interview med avisen The New York Times sætter han heller ikke sit lys under en skæppe.


Her er James Holzhauer inviteret til NHL-kamp i Las Vegas. Foto: Ethan Miller

»Jeg ved stort set alt om alt, og så er jeg lynhurtig på aftrækkeren,« sagde Holzhauer.

I sidste uge vandt James Holzhauer dagens konkurrence med et forspring på blot 18 dollar. Men alligevel virkede ‘Jeopardy’-mesteren iskold.

»En sejr er en sejr,« bemærkede han tørt, og det er denne påfaldende mangel på traditionel tv-charme, der har været med til at gøre Holzhauer til USA’s nyeste antihelt.

»Han er jo et dumt svin. Men jeg kan ikke lade være med at kigge med,« bemærkede journalisten Alan Pergament i en nylig artikel i avisen Buffalo News.

Mens Ken Jennings var en hyggelig fætter, der sludrede venskabeligt med alle, holder James Holzhauer sig for sig selv. Når han forsøger at smile, ligner han ifølge en amerikansk Twitter-bruger ‘en kortsluttet robot’.

På nuværende tidspunkt er James Holzhauer godt på vej til at slå computerprogrammør Ken Jennings’ eksisterende ‘Jeopardy’-rekord på 17 millioner kroner fra 2006. Og de to mestre kunne ikke være mere forskellige.

Men uanset hvad eksperter og tv-anmeldere måtte mene om Holzhauers personlighed, har han fået seertallene til at eksplodere.

I modsætning til de sædvanlige otte millioner seere er der nu hver aften knap 12 millioner amerikanere, der zapper ind på ‘Jeopardy’.