Da jeg sidste sommer fik konstateret en større depression af min egen læge, kom jeg hurtig på en medicin der virkede.

Den hjalp mig igennem det værste og jeg tænkte det her kommer jeg hurtig over.

Det skal så siges at jeg har snart har været sygemeldt On/Off i snart 2 år pga harddisken var fyldt op. Jeg er så kommet frem til at det nok var mine RAM der var problemet. Den historie kommer en anden dag.

Men..

Jeg holdt fokus på mig selv og gav mig selv den ro jeg havde brug for.

Men jeg havde samtidig udviklet en fobi for min E-boks, da jeg konstant var nervøs for hvad jeg ville læse når jeg åbnede den.

Men præcis som min fobi gjorde jeg dårlig turde åbne E-boks, så gjorde jeg det alligevel og opdagede det lille fine sniger brev hvor jeg skulle stille op til CV-værksted på en bestemt dato.

Men den dato var overskredet med 14 dage og jeg kunne læse længere nede i brevet at mine sygedagpenge var blevet stoppet og dem jeg fik udbetalt til d 1 skulle pænt afleveres tilbage, når nu jeg ikke var mødt op på CV-værkstedet.

Her står man så som 42 årig og enlig far til 2 og har haft fast arbejde siden jeg var 16 år  og tænker SHIT så har vi jo intet at leve af..

Jeg kontaktede min socialrådgiver for at få redt trådene ud. Men hun var kold som is.

Hun var direkte pisse ligeglad med at jeg stod som enlig far til 2 uden penge, for jeg kunne da bare checke min E-boks som alle andre mennesker gør og forholde mig til det der stod.

LÆS OGSÅ: Omvendt psykologi.

Men jeg sad midt i en kæmpe depression og brugte alt mit krudt på at komme tilbage til livet, og min læge havde sagt til mig at jeg fandme ikke engang måtte spekulerer på hvad jeg ville arbejde med når jeg engang blev rask fordi det var en stress-factor og jeg skulle bare få hvilet og holde tankerne i ro. Jeg havde faktisk ingen ide om at det var så skide vigtig at checke den E-boks.

Jeg troede da slet ikke på at jeg kunne få fjernet alle ydelser pga et skide CV møde som jeg alligevel ikke var i stand til at gennemfører. For jeg havde det sku af helvede til og ind imellem kunne jeg dårlig nok gå i netto og hente en liter mælk. Jeg kunne næsten ikke rumme det. Sæt nu at jeg mødte nogen som jeg kendte.

Vi er vel alle voksne mennesker og selv dem på kommunen burde da kunne se at det her ikke var holdbart. Men der tog jeg sku fejl.

Det skal siges at 2 måneder tidligere da jeg første gang sad til møde med min rådgiver, der var hun så sød så sød.

Jeg skulle bare tage det rolig og komme ovenpå og ikke tænke så meget over resten.

Hun var der jo for at hjælpe..

Vi aftalte at hun nok skulle ringe til mig hvis der var noget i vejen, for jeg havde i forvejen dårlige erfaringer med det E-boks og mand som jeg er så glipper det sku ind i mellem. Vi vil bare hellere stå med en hammer i hånden eller et godt reb.

Jeg sad endda og små tudede inde på hendes kontor, da det virkelig var hårdt at være alene med  2 børn også samtidig gå total ned med flaget.

Det er sku ikke sjovt når det faktisk er nemmere at pisse i bukserne, fordi det fylder for meget i hovedet at gå på toilettet skulle jeg hilse og sige.

Hun ringede også til mig fra tid til anden for at høre hvordan det gik osv osv og det satte jeg stor pris på. Bare ring for faen.

Med ro i sindet tænkte jeg at det hele skal sku nok gå, lige indtil jeg opdagede det skide brev der satte en stopper for mine sygedagpenge.

Men lige lidt hjalp det

Hende der til at starte med var så sød og hjælpsom, var lige pludselig en helt anden.

Hun snerrede af mig og gav mig skylden for selv at stå i den situation jeg nu var havnet i.

For det var bestemt ikke hendes skyld.

Hun passede jo bare sit job og nu var der endnu en der var gået i fælden, også klapper den bare uden varsel.

Jeg har aldrig i mit liv snakket med en person der var så ligeglad med en anden som hun var. Vi skændtes i telefonen så den blev rødglødende. Eller det vil sige at jeg gjorde. Hun var kold som is og jeg blev mere og mere desperat over hvordan jeg nu skulle tage mig af 2 drenge når kassen var lukket og det eneste hun kunne gøre var at starte min sag op forfra.

Når man ikke retter ind og gør som sygedagpengehuset siger, så skal man ikke forvente noget som helst. Man skal følge protokollen, og det har intet at gøre med jeg er syg.

Det er et kæmpe maskineri og jeg indrømmer sku at det dælme heller ikke må være let at være socialrådgiver og daglig skal ødelægge almindelige menneskers liv af. Bare ved at trykke på en knap. For man kan jo ikke bare lave det om.

Gu kan man så. Det hedder sund fornuft.

Jeg var desperat

Hvad fanden gør jeg lige her tænkte jeg, mens jeg samtidig kunne mærke min depression den pludselig ikke gik i den rigtige retning. Den blev meget meget værre nu.

Jeg var gal.

Jeg var egentlig så eddike sur og gal i skralden at jeg aftale med mine unger at nu kørte jeg fandme ind og satte dem af på hendes kontor, for så at vende mig om og skride.

For så kunne hun fandme tage sig af mine unger, når nu hun havde ødelagt vores grundlag til at kunne eksisterer.

Jeg var vild med min ide, men jo mere jeg faldt til ro kunne jeg trods alt også godt se at det nok ikke var her jeg skulle blande mine unger ind i det hele.

Så jeg begyndte at lede efter hjælp.

Jeg fandt rimelig hurtig frem til en sød dame der sad på borgmesterens kontor som så fint hed borgerrådgiveren. Sådan en havde jeg aldrig hørt om.

Jeg læste hendes tidligere referater og kunne se at hun havde haft en sag præcis som min, med en mand der fik stoppet sine sygedagpenge fordi han var en skovl til at checke sin E-boks.

Det gav lidt ro i sindet.

Vi havde nogle fantastiske gode møder og jeg fik skrevet alt ned og hun hjalp mig med at skrive en klage, som jeg så i sidste ende, endte med at tabe.

Men hun hjalp mig trods alt og kunne sagtens se at det ikke var holdbart alene med 2 drenge og ingen penge.

Det skal så også siges at den første klage jeg selv skrev, den gik direkte til hende der havde stoppet mine sygedagpenge. For hun sad sku selv og tog sig af de klager der kom mod hende.

Den er langt fra gangbar i min verden.

Sidste gang jeg snakkede med hende i telefonen og var grædefærdig kunne hun da glad fortælle mig at nu skulle jeg ikke døje med hende længere for hun havde fået nyt job og var ovenud lykkelig for det. Det måtte da glæde mig bare en lille smule…

Jeg har aldrig i mit liv været så rystet og da alle mine møder med Borgerrådgiveren var ovre så gik min krop for alvor først ned og jeg kunne ikke se bare en anelse lys for enden af tunnellen.

Tak mor

Som så mange gange før kan man som enlig far ikke stå uden en krone på lommen, så farmor kom mig til undsætning og hjalp mig igennem den måned hvor vi ingen penge fik og gudske tak og lov for at jeg har en mor der har styr på sit shit. Så hun igen igen kunne redde min røv og jeg kan være en nogenlunde far for mit yngel.

Ikke alle er lige så heldige som mig der.

Ny rådgiver

Jeg kom så til samtale med en ny rådgiver og skulle starte helt forfra og hun lovede mig præcis de samme ting som den første havde gjort og naiv som jeg er så troede jeg sku på hende.

Hun er en ung dame, måske en anelse små nervøs men hun var sød og lovede mig at hjælpe alt hvad hun kunne.

Hun kunne da sagtens se at det ikke var helt fair den måde jeg var blevet behandlet på og lovede at det nok skulle blive anderledes og hun nok skulle ringe hvis der var noget i vejen.

Der gik nogle måneder og jeg havde selv råbt højt om ikke jeg kunne få noget hjælp i det daglige så jeg kunne holde mit hoved ud og jeg kunne være en far for mine børn.

Det var ikke noget som sygedagpengehuset kunne hjælpe mig med, da de egentlig kun sidder der for at få sparket folk videre hurtigst muligt.

Men jeg kunne da altid få lov til at komme på CV værksted så jeg hurtigst muligt kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Men heldigvis havde jeg en anden sød socialrådgiver som sad i familiegruppen og varetog mine børns tarv og hun kunne hjælpe mig.

Jeg fik tilbudt en støttepædagog som kunne komme hjem og hjælpe mig med mine unger og hjælpe mig med at få styr på alt det som jeg ikke havde styr på.

Sådan en burde alle der går ned med stress eller anden psykisk lidelse få tilbudt på stedet. Det ville få flere i arbejde og det ville få syge folk til at komme sig, på den halve tid.

Det skal så siges at min første respons på pædagogen var at hvis hun ikke var sindsyg skarp så ville hun få 5 tæer i sin røv og komme ud af min lejlighed hurtigere end hun kom ind. Men jeg måtte krybe til korset for fuck hvor var hun bare skarp og det er hun stadigvæk og jeg elsker hende for alt hvad hun har gjort for mig og mine drenge.

Hvorfor kunne sygedagpengehuset ikke diske op med den slags hjælp når nu det var præcis det som jeg manglede og havde brug for?

Hun er bare helt igennem fantastisk og hun er den type pædagog der kan tænke selv og hun kan både sige fuck og sku.

I love it.

LÆS OGSÅ: Det er sku ærlig snak

Men så kom sniger brevet fra CV-værkstedet igen igen og jeg missede det sku igen igen.

Men denne gang opdagede jeg det ikke 2 uger for sent, men opdagede det dagen efter jeg skulle have været på CV-værksted og jeg kontaktede min nye rådgiver for at få redt trådene ud.

Hvorfor havde hun ikke ringet?

Jeg beklager sku at jeg ikke havde set jeg igen skulle på CV-værksted, så jeg kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, men vi havde jo aftalt at jeg var for syg til at komme på CV-værksted så det var vel ikke noget problem. Eller er det?

Nu opdager jeg i tide at jeg igen har fucket op, men denne gang kan det da nå og blive reddet så jeg ikke mister mine sygedagpenge.

Men igen igen måtte jeg konstaterer at damerne på sygedagpengehuset de er kolde som is når det kommer til udbetaling af sygedagpenge og jeg fik tørt beskeden om at det var sku for sent. Der blev lukket for mine sygedagpenge og jeg kunne ikke få startet min sag op igen.

Jeg tror aldrig i mit liv jeg er blevet så gal og jeg mener sku at havde hun stået foran mig og sagt det samme så havde jeg sku kvalt hende uden at tænke over konsekvensen.

For nu var jeg eddername rasende.

Mit andet opkald var så heldigvis til min støtte pædagog som lige fik vreden at føle, men god som hun er så fik hun mig snakket til ro og sagde slap nu af min ven. Jeg fikser det og det gjorde hun sku.

Her sidder en pædagog som er på min side og heldig for mig. Hun arbejder trods alt også for kommunen og har lært det interne sprog som vi andre ikke fatter en skid af.

Hun ringede og snakkede med min sagsbehandler hos sygedagpengehuset og jeg tror hun fik fortalt på en pæn måde at hør nu her, det kan ikke hjælpe noget at i gør folk mere syge når det egentlig skulle forestille at de skulle hjælpe folk.

Det giver fandme ikke mening.

Men jeg finder det egentlig dybt kritisabelt at jeg ikke selv har en chance for at redde trådene ud som voksne mennesker gør.

Men at det rent faktisk kun virker når en instans hos kommunen ringer og snakker med en anden instans fra kommunen.

Jeg er målløs

Jeg begriber simpelthen ikke at man ikke kan snakke med sin rådgiver som 2 voksne mennesker og sammen få løst det problem som i bund og grund ikke er noget problem.

Men man skal åbenbart behandles som et barn der ingenting forstår.

Er det godt nok sådan vores system hænger sammen?

Jeg har fandme betalt til min fagforening i 25 år for at sådan noget ikke skulle kunne ske.

Det er sku mine egne penge og dem skal jeg betale tilbage fordi jeg misser et møde.

Jeg blev så gal at jeg besluttede mig for at lave min egen avis simpelthen bare så jeg kunne skrive min historie og give de skide sagsbehandlere en ordentlig omgang på min helt egen måde.

Men nu er jeg omvendt indrettet

Nu sidder jeg her næsten et helt år senere også ringer min telefon og det er min sagsbehandler i den anden ende.

Hun vil egentlig bare høre hvordan det går og om min pædagog og jeg har styr på tingene.

Jamen det har vi.

Jeg er så meget på vej tilbage i fuld hopla at jeg egentlig ikke gider at give de socialrådgivere en offentlig lussing.

Men jeg vil faktisk hellere vil fremstille dem som mennesker ligesom alle os andre også vende det hele om og sige tak for hjælpen i stedet for.

Ved at skælde ud præcis som alle andre og bare hade systemet.?

Eller få det bedste frem i folk og vende det hele om og give alle noget at tænke over og sætte tingene i perspektiv i stedet for bare brok.

Hun ved sku godt jeg ikke er medlem af hendes fanklub.

Men jeg tror helt ærlig at det må satme ikke være nemt at sidde som socialrådgiver og egentlig være nød til at behandle andre mennesker som et tal.

For hvis ikke de behandler folk som et tal så ender de sku selv med at blive et tal og hvem gider egentlig være et tal når det er meget sjovere at være et bogstav.?

Det må være så svært at starte med at vælge sin uddannelse ud fra at man egentlig gerne vil hjælpe andre også ender man rent faktisk med at splitte andre menneskers liv ad.

Jeg er pænt sikker på at det ikke var hendes intention at ødelægge en lille familie af og hvis hun kunne så ville hun gøre alt det rigtige, men det rigtige kræver nosser af en hvis størrelse og den besidder kun ganske få rådgivere.

Men det er skide svært når hun så samtidig har sin egen chef som slår hende i hovedet og bare gerne vil se nogle resultater.

For hvor er den menneskelige kontakt så forsvundet hen?

Jeg kan i min vildeste fantasi ikke forestille mig at der er nogen der vælger et fag udelukkende for at splitte andres liv af.

Men jeg er temmelig sikker på at man vælger at blive socialrådgiver for at kunne gøre en forskel og hjælpe folk i den rigtige retning.

Men det må være skide svært når man ikke får lov til at gøre sit arbejde ordentlig fordi det hele kun handler om kvoter og statistikker.

Vi mangler sku den menneskelige kontakt som i sin tid gjorde vores land til det bedste der findes.

Skal vi ikke i stedet for så sætte pris på at der er nogen der gider tage det sure slæb. Nogen der gider at gøre en forskel selvom det er svært.

Vi mangler ganske enkelt flere hoveder der tør tænke selv.

Fuck jeg har sku selv boet sammen med en socialrådgiver som kan finde ud af at tænke selv og gøre en forskel.

En som kan trykke på knappen, men samtidig gider at hørte på sund fornuft og vælger at gøre det stik modsatte bare fordi det er det mest rigtige at gøre.

Men så hjælper det jo ingenting når jeg så har en rådgiver som siger at man ikke kan gøre det om, når først man trykker på knappen.

Når jeg har boet sammen med en som siger at det kan man sagtens.

Det er bare bruge sin sunde fornuft og gøre det som skal til så man kan gøre en forskel.

Det behøver ikke være så svært sku…

Nu sidder jeg her og har i små raseri lavet min egen avis/blog eller hvad helvede det er jeg har lavet.

Men jeg fik sku da et skub i den rigtige retning og jeg kan nu se lyset for enden af tunnellen også syntes jeg egentlig vi burde hylde alle de socialrådgivere som har valgt at tage det lorte job som det nu engang er når man konstant sidder i et job hvor hele omverdenen syntes man har jord i hovedet og ikke hjælper en skid.

Man har vel et ansvar selv

Nu blev jeg så for et par måneder siden medlem af en gruppe på Facebook som hedder

Jobcentrets ofre og helt ærlig så syntes jeg faktisk at en del af de folk der inde har mere travlt med at skælde det offentlige ud i stedet for at tage bare en lille smule ansvar selv.

Man er vel sin egen lykkesmed

Eller er det bare meget lettere at give op og bebrejde det offentlige for at ens liv er noget røv i stedet for at se på de muligheder der ligger foran en og tage ansvar selv for sit eget liv.

Hey jeg er sku stadigvæk på sygedagpenge, men om 3 måneder hedder det ressourceforløb eller noget i den stil også er jeg endnu mere på røven end jeg allerede er nu.

Men jeg er pisse ligeglad for jeg har allerede fundet lykken.

Måske jeg bare skal komme ordentlig ind i kampen og blive herre over mit eget liv i stedet for at give andre skylden for at det hele er noget møg.

Jeg håber bare det kan give folk noget at tænke over inden de giver andre skylden for deres elendighed.

Brug din fantasi, alt er muligt.

Det er sku ikke sjovt når livet går i den forkerte retning. Men man skal vel være villig til at gøre en forskel selv skal man ikke..?

Jeg er udmærket klar over at jeg er slidt og brugt og jeg kan sagtens mærke at jeg har arbejdet i 25 år og været alenefar i 10 år og bare ikke har det ekstra gear som jeg tidligere havde.

Men det er vel ikke damens skyld..?

Næste gang jeg ser hende, så giver jeg hende sku en krammer og siger tak for alt hvad hun har gjort rigtig.

Jeg er pænt sikker på at det vil komme så meget bag på hende at der er nogen der rent faktisk vil anerkende det hun gør og sætter pris på det.

Får hun en bette tåre i sit øje, så har jeg nået mit mål.

Nu underdriver jeg sku!

Tårene skal trille ned af hendes kinder af glæde…

Fordi der ikke findes noget bedre end at vende på en tallerken og gøre det stik modsatte af hvad folk forventer.

Det er så meget federe at gøre folk glade, og koncentrerer man sig bare en lille smule så kommer man meget længere med et smil.

Men jeg indrømmer at det er svært når man selv står med håret i postkassen. Men når man får tingene lidt på afstand så er jeg egentlig rimelig large når jeg selv skal sige det.

Men jeg kan mærke allerede nu at det vil gøre mig til et bedre menneske og jeg er sikker på at hun vil gå glad hjem til sin egen familie og rent faktisk have lyst til at møde på job dagen efter og gøre en endnu større forskel end hun allerede gør.

Jeg starter nu og det bliver med et smil på læben.

Jeg er skide træt af at være sur og tvær. Det gør mig ligesom bare ikke til et bedre menneske.

Vi skal vel allesammen stræbe efter at blive bedre mennesker.

Men det er måske bare mig der er fucking NUTS…

Men vær åben og ærlig og tag imod alt den hjælp du kan få.

Så skal det hele nok gå alligevel…

Nu planter jeg et frø, og vander det og gøder det også må tiden vise hvad der kommer op.

Men jeg starter med mig selv, for jeg er vel den eneste der kan gøre en forskel i mit eget liv.

Jeg syntes det er nødvendig at fortælle hele min historie og hvordan jeg følte og tænkte da jeg stod midt i alt lortet.

Men jeg syntes så også man er nød til at se indad og se tilbage på tiden og tænke over hvad der blev sagt og gjort.

Fuck det burde alle sku gøre.

Og skal aben sendes højere op i systemet så skal jeg hellere end gerne komme og forklare hvordan man skal håndterer folk med en psykisk lidelse. For det hjælper ikke en skid at tage deres penge. Det gør tværtimod det hele meget værre.

Så et eller andet sted i mit forskruede sind, syntes jeg faktisk vi skal hylde de socialrådgivere der har valgt deres job fordi de gerne vil gøre en forskel og virkelig hjælpe.

Det må satme ikke være nemt.

Men vi har vel alle et ansvar for os selv og det er sku noget sjovere at skrive sin egen historie i stedet for at få andre til at skrive den.

Det kan godt være jeg kan lyde hård.

Men shit hvor er jeg blød som smør når det kommer til stykket.

Og de unger har da fucket mig helt op. Jeg er jo nærmest en kælling her.

Hvad man ikke gør for sine børn, og for at skabe en bedre verden.

Nu starter den anden kant for alvor.

Jeg tænker trods alt bare højt…