Den samme følelse som første gang, kommer bare aldrig helt tilbage
Jeg holdt engang et foredrag på et misbrugscenter. Efter foredraget kom en mand hen til mig. Han var vel i begyndelsen af fyrrerne, med kort hår, velplejede skægstubbe og almindelig klædt i jeans og en sweatshirt.
Han sagde:
»Jeg har været afhængig af kokain i 10 år
De sidste par år tog jeg omkring seks gram om dagen. Jeg husker stadig den første gang, jeg tog det. Det var en helt utrolig, ubeskrivelig følelse. Alle de andre gange håbede jeg bare at få den samme følelse som første gang, men den kom aldrig helt tilbage. Hvordan kan jeg blive så afhængig af et stof, at jeg vil bruge alle mine penge og sætte mit liv over styr for at få noget mere?«
Umiddelbart er det også utroligt, at det at sniffe en smule hvidt pulver kan tage magten fra én på den måde, men når man ved, hvad kokain kan gøre ved de mest fundamentale processer i hjernen, er det ikke så mærkeligt endda.
Det handler alt sammen om dopamin
100 milliarder nerver forbundet med synapser
For at kende kokains virkning må vi lige tage et skridt tilbage og se, hvordan nerveceller kommunikerer med hinanden.
Når vi får input til vores hjerne, for eksempel fra oplevelser gennem vores følelses-, syns- eller smagssanser, vil det stimulere nerveceller til at kommunikere informationen videre til andre nerveceller (se figuren nedenfor).
Vi har omkring 100 milliarder nerveceller i hjernen, så det er en meget kompleks kommunikation, der for selv det mindste sanseindtryk involverer masser af nerver.
Overførslen af information mellem nerver sker ved, at afsender-nerven udskiller et transmitterstof i et lille rum, der er til modtager-nerven.
Rummet kaldes en synapse og er ufattelig lille.
Afstanden mellem de to nerver er kun omkring 25 nanometer. Det er 4.000 gange tyndere end papir.
Molekylære støvsugere
Modtager-nerven har særlige proteiner kaldet receptorer på overfladen, som binder det frisatte transmitterstof – ligesom en nøgle passer til en lås.
Ved bindingen bliver receptoren aktiveret. Hvis der er nok transmitterstof, vil det aktivere så mange receptorer, at modtager-nerven aktiveres. På den måde sendes signalet videre til den næste nerve.
Til sidst ender signalet i forskellige centre af hjernen, hvor det behandles og giver os et samlet indtryk af oplevelsen.
For at synapsen kan blive klar til ankomsten af det næste signal, skal aktiviteten hurtigt slukkes. Det sikres af en anden klasse proteiner: Transportere.
Transporterne fungerer som molekylære støvsugere ved at ’gribe’ transmitterstoffet fra synapsen og transportere det tilbage til afsender-nerven. Transporterne spiller en central rolle i den måde, kokain virker på.
Læs også: Stofmisbrug: Måden, vi indtager stoffer, afgør, hvor afhængige vi bliver
Chokolade udløser mere dopamin end leverpostej
Kommunikationen mellem stort set alle nerveceller i hjernen fungerer på samme måde. Forskellen er, hvilket transmitterstof de bruger.
For en lille gruppe nerver i hjernens limbiske system (se faktaboks) er transmitterstoffet dopamin.
Faktisk er der ’kun’ omkring 600.000 nerver med dopamin. Selvom det er få i sammenligning med de 100 milliarder nerver i hjernen, er de utrolig vigtige – ja, nærmest afgørende – for, hvilke beslutninger vi tager i livet.
Når vi modtager stimulanser gennem vores sanser, frisætter det dopamin i det limbiske system. Mængden af dopamin bestemmer, om vi synes om det eller ej.
Jo mere dopamin, der bliver frisat, jo bedre kan vi lide det
For de fleste vil et godt stykke chokolade eller et kys udløse mere dopamin end en leverpostejsmad.
Meget dopamin virker motiverende eller belønnende på os: Vi får lyst til at gøre det samme en gang til.
Det kunne minde om afhængighed. Heldigvis er det meget svært at blive afhængig af noget, som udløser dopamin gennem vores sanser. Når dopamin udløses gennem sanserne, kalder vi det en naturlig belønning. Selv hvis det er skidt for os, som for eksempel for meget chokolade er, er det mere en dårlig vane end egentlig afhængighed.
Men det er ikke svært at forestille sig, hvor meget dopamin styrer vores beslutninger i hverdagen i forhold til helt basale behov som mad og sex.
Kokain booster vores belønningssystem
Problemet opstår, når vi er i stand til at stimulere dopamin-signaleringen uden om vores sanser. Det kalder vi en kemisk belønning.
Den mest effektive måde at gøre det på er at tage kokain, ligesom manden vi mødte i indledningen.
Kokain binder til dopamintransporteren, så den ikke længere kan transportere dopamin tilbage til afsender-nerven. Signalet bliver derfor ikke stoppet, inden et nyt signal ankommer og frisætter mere dopamin.
Rummet mellem nerverne er så lille, at uden dopamintransporteren bliver det hurtigt fyldt med dopaminmolekyler. Resultatet er, at modtager-nerven reagerer, som om afsender-nerven arbejder på højtryk, ja, faktisk som var den i super-boost-funktion.
Hele processen er gengivet i figuren herunder, som viser kommunikationen mellem nerver, og hvordan den kan overtages af kokain. I venstre del (A) ser man, at når et signal fra afsender-nerven (1) overføres til modtager-nerven, frisættes (2) dopamin til synapsen (3).
Det binder til receptorer (4), som sender signalet videre (5). Dette stoppes igen ved, at dopamintransporterne (6) sender dopaminen tilbage til afsender-nerven og gøres klar til at blive frisat på ny (7).
Alt er fantastisk – så længe, det varer
Man kan kalde superboostet for en slags kortslutning: Aktiviteten fra afsender-nerven er den samme – den er betinget af input fra vores sanser, og en leverpostejsmad er stadig en leverpostejsmad for vores smagsløg og øjne.
Modtager-nerven reagerer derimod, som om det er det bedste, der nogensinde er sket. Den har aldrig før været udsat for så store mængder dopamin. Og det vil ikke kun være leverpostejsmaden, som vi pludselig synes er en udsøgt ret. Det er stort set alle sanseindtryk.
Læs også: REKLAMER DER LOKKER LUDOMANER
Resultatet er en helt utrolig følelse af, at alt i verden bare er fantastisk.
Kokainmisbrugere som vores ven fra indledningen beretter om ’suset’, som kun kommer den allerførste gang man tager kokain.
En følelse man bare må opleve igen. Specielt hvis man synes, at hverdagen er indholdsløs og svær at komme igennem.
Medaljens bagside: Chokolade, der smager som savsmuld
Desværre kommer følelsen med en pris. Dopamintransporteren er ikke kun vigtig for at slukke signalet. Den transporterede dopamin bliver også genbrugt.
Hvis dopamintransporteren bliver blokeret af kokain, får afsender-nerven altså hurtigt opbrugt sit lager af dopamin. Når kokainrusen er overstået, vil den derfor ikke være i stand til at frisætte den samme mængde dopamin som før.
Modtager-nerven vil også ændre sig. Kokains super-boost af dopamin får den til at fjerne receptorer på overfladen, så der nu skal mere dopamin til for at aktivere den. Sammen med den mindre mængde dopamin fra afsender-nerven vil vores sanseindtryk få meget sværere ved at begejstre os.
Chokoladen kommer til at smage som leverpostejsmaden. Eller måske mere som savsmuld
Det bliver lige meget. Efter noget tid vil det eneste, som kan få os op på et normalt niveau af dopamin, være endnu en bane kokain. Eller to. Et misbrug er opstået.
Fordi vi her påvirker vores helt basale følelsesniveau og stemningsleje, så er det meget svært at komme ud af igen. I dag findes der ingen medicin, som kan hjælpe en person ud af et kokainmisbrug.
Kokain forandrer hjernen for altid
Når vi bruger vores muskler, kan vi hurtigt måle en effekt. Vi kan for eksempel løbe længere og hurtigere end før – vi kan måske endda se, at de vokser.
Hjernen ændrer sig langt hurtigere end musklerne. Nogle nerver finder nye nerver at kommunikere med, andre forstærker den kommunikation, de allerede har. Vi kan bare ikke se det.
Nogle indtryk ændrer mere på hjernen end andre. De fleste kan huske følelsen af deres første forelskelse, eller hvor de var 11. september 2001.
Læs også: Det sker i hjernen ved afhængighed af stoffer
Den kemiske stimulans fra kokain vil måske for altid ændre på helt basale processer i hjernen. Heldigvis betyder det ikke, at chokolade for altid vil smage af savsmuld, selvom man har været stormisbruger i mange år som vores mand fra misbrugscenteret.
Hele dopamin-systemet ser ud til næsten at kunne komme tilbage til det normale. I hvert fald hos de fleste.
Men hukommelsen vil altid kunne genkalde følelsen af kokainrusen. Måske vil man længes efter at prøve suset igen.
En ting er sikkert: Hjernen bliver aldrig den samme