Står det til den danske rapper Jesper ‘Jokeren’ Dahl, skal vi i undtagelsestilstand og afskaffe demokratiet i kampen for at redde klimaet

Klima har på det seneste været det helt store samtaleemne i valgkampen.

En af de aktive stemmer i kampen for klimaet er rapperen Jesper ‘Jokeren’ Dahl, der er trådt ud af livet i overhalingsbanen og ind i klimakampen.

– I det meste af min kunstneriske produktion har jeg beskæftiget mig med at være behovsstyret rapper, du ved; mig, mig mig. Drikke og sniffe og kvinder, og min ven har en pistol, lyder det fra Jesper Dahl, der bedst er kendt som Jokeren, og forklarer, at han nu er klar til at dække nye emner:

– Det er jo egentlig meget en ekstrem version af det, som mennesket er. Vi er meget behovsstyrede og meget egoistiske som art. Jeg har fået dækket det, så nu er jeg begyndt at beskæftige mig med, hvad vi ellers har at byde på.

Grødbønder, der vælger grødbønder

I sin kamp for klimaet har Jokeren en helt særlig opfordring til danskerne. Han vil have undtagelsestilstand og afskaffe demokratiet.

– Jeg vil opfordre til, at vi i Danmark erklærer klima-undtagelsestilstand, og afskaffer demokratiet og indsætter et teknokrati.

Et teknokrati er en statsform, hvor eksperter og særligt indsigtsfulde personer træffer beslutningerne, uden at den almene borger har indflydelse.

– Det er sådan, at folk er gennemsnitligt begavede. Intelligens er sådan en parabel, der går sådan her, og de fleste er gennemsnitligt begavede, så demokrati er egentlig bare grødbønder, der vælger grødbønder, siger Jesper ‘Jokeren’ Dahl.

Kan man andet end at holde af Jokerens lige ud af posen, åbne og ærlige facon. Fuck han er satme Street hvis nogen er…