Portræt af forfatteren Knud Romer.

Forfatter og debattør Knud Romer mener at enhver form for menneskelighed er blevet udraderet fra velfærdsstaten af djøfere som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Han efterlyser politikere, der har en ide og en plan for samfundet, der rækker længere end velfærd og vækst.


»Da jeg fik øjensygdom skulle jeg stå i kø på venteliste i to måneder. Hvis jeg havde ventet var jeg blevet blind, så jeg gik til det private selv om jeg lige havde betalt en halv million i skat. Man tænker, men hvad sker der for jer?« siger Knud Romer.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

»De styrer stadig ud fra nødvendighedens politik, hvor de to djøfere Mette og Lars, lader tallene tælle uden nogen form for ideologi, værdier, moral eller menneskelig hensyn. Der er ingen diskussion af, hvad det gode liv er. Når det udelukkende er tallene, der taler deres sprog, så er det blevet et totalitært styre, for du kan ikke diskutere tal. Det er matematikken der regerer og algoritmerne der bestemmer samfundsudviklingen, mens partierne prioriterer lidt hist og her uden for alvor at have noget at skulle have sagt,« siger Knud Romer.

Der er dybest set ikke noget valg. Den kommende valgkamp er en kamp mellem to onder, der ligner hinanden til forveksling og som begge har underkastet sig den økonomiske rationalitets dominans. Det mener forfatter og debattør Knud Romer.

Det siger han i forbindelse med en feature i Berlingske om at et mere fundamentalt opbrud måske er ved at sprede sig blandt nogle vælgere. Et stillingstagen ved hensigtsmæssigheden i det liv vi lever, hvor vi haster rundt og overlader nærværet med vores kære til andre.

KNUD ROMER

»Hvor er det fællesskab, hvor man havde en anden rytme, et andet offentligt rum, hvor man omgikkes hinanden på tværs af sociale skel og man kunne sidde på bænke, der ikke var optaget af hjemløse, og bare høre springvandet«

Knud Romer mener opbruddet er konsekvensen af, at politikerne har ladet konkurrencestatens parametre for vækst inficere alle dele af vores liv.

»Der er en økonomisk rationalitet der giver mening i produktion og på arbejdsmarkedet, men den har underkastet alle aspekter af tilværelsen. Selv i arkitekturen hedder de kvadratmeter der ikke bliver brugt til noget, der ikke tjener et formål, »døde kvadratmeter«. Du kan se på bygningerne, at det er matematik og funktion blottet for ethvert hensyn til at der er mennesker der skal bo og leve. Alt der ikke er et nødvendigt middel er unødvendigt, alt det der ikke kan betale sig, skal væk. De gamle er i vejen. De syge, de handicappede, de dumme og også børnene er bare i fucking vejen. De kan ikke bruges til noget. Så vi institutionaliserer dem som spædbørn, så de kan få en god forventet livsindkomst og forældrene kan blive produktive så hurtigt som muligt, så vi undgår døde kvadratmeter,« siger Knud Romer.

Ubemandet opbevaring

For ham befinder vi os i et samfund, der har fjernet så mange døde kvadratmeter ved at skære så dybt ind til benet, at skelettet er blottet i al sin gru.

»Der var små institutioner i København, så opdagede man at driftsomkostningerne kunne spares med klynger, men du kan spare endnu mere ved at nedlægge hele lortet og centralisere det i kæmpeinstitutioner med hundredvis af børn. Så har du sparet en masse selv om driftsomkostningerne aldrig kan opveje byggeudgifterne, men det er en anden kasse. Så får du en institution hvor pædagoger skal gå med fucking høreværn, så de ikke kan høre børn, der råber om hjælp med gult snot ud af næsen, men så er der sparet lidt, som kan finansiere en sygeplejerske, mens Moderniseringsstyrelsen sidder med konsulenter for 100 millioner kroner og regner ud, hvor man kan spare en enkelt sosu-medarbejder,« siger Knud Romer.

Den økonomiske rationalitet har ført til en matematisk umenneskeliggørelse, der er tydelig i fraværet af mennesker, hvor de tidligere var. Den menneskelige kontakt er blevet mindre, fordi det meste kan klares digitalt.

»Tag digitaliseringen. Hvem gavner det? Hvem gør det godt for? Hvem tjener penge på at spare mennesker væk? Det eneste jeg kan se er at alting er ubemandet. DSBs stationer er ubemandende, der er ingen banker tilbage, bibliotekerne er ubemandede, det er det ubemandede robot liv, hvor alt du laver kan spores, så nogen hele tiden ved hvor du er. Jeg tror, at frustrationen og afmagten skyldes fornemmelsen af, at man ikke længere har noget at skulle have sagt og at et eller andet regerer over ens liv som man ikke ved hvad er.«

Men selv om nogen ved hvor vi er, så er der ikke længere nogen der passer ordentligt på os. Da det virkelig gjaldt for Knud Romer måtte han vente bagerst i køen til det blev hans tur.

»Man er fuldstændig afmægtig. Man betaler sin skat for at få velfærd for pengene, men jeg er efterhånden stødt så meget på det offentlige, at jeg er bange for det, for jeg har set, hvordan alderdomshjem fungerer med vakuumpakket mad og hundredevis af gamle på få kvadratmeter beton der lugter af pis. Da jeg fik øjensygdom skulle jeg stå i kø på venteliste i to måneder. Hvis jeg havde ventet var jeg blevet blind, så jeg gik til det private selv om jeg lige havde betalt en halv million i skat. Man tænker, men hvad sker der for jer?« siger Knud Romer.

Ønsket opbrud

Han håber at noget andet kan være på vej. Et sammenbrud, et oprør, noget der kan føre os mod, det han tror vil være bedre liv. Et fællesskab, der ikke bare er en romantisering af fortiden, mens rent faktisk fandtes for ikke så længe siden.

»Jeg tror folk tænker, er det det? Er det her virkelig det eller har vi mistet et eller andet? Hvor er det fællesskab, hvor man havde en anden rytme, et andet offentligt rum, hvor man omgikkes hinanden på tværs af sociale skel og man kunne sidde på bænke, der ikke var optaget af hjemløse, og bare høre springvandet og der var flere generationer om bordet, bedsteforældre, unge, spædbørn og forældre der talte sammen. Nu er man fuldstændig isoleret i kernefamilier der er blevet arbejdsenheder der producerer. Det er blevet en fabrik, hvor man klumper sig sammen i byer, hvor børnene ikke kan komme ud at lege og alle penge går til realkreditten, selv om der er så få kvadratmeter, at man river hovedet af hinanden,« siger Knud Romer.

Det er alt det, han mener politikerne ignorerer eller overser i strukturelle indgreb, der aldrig føles i overensstemmelse med en større vision om et samfund, der bygger på mere end angsten for økonomisk ruin:

»Jeg ved det lyder utopisk men man kunne jo drømme om der var nogle politikere, der spurgte »hvor skal vi hen du?« for der er ingen diskussion om samfundsudviklingen længere. det er bare præstationssamfund, et konkurrencesamfund på et globalt marked, hvor man taber hvis man ikke er optimeret. Men jeg tror vi har så travlt med at blive vindere, at vi allesammen taber.«