Skal man score den helt store gevinst på kasino eller på aktiemarkedet, gælder det om at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter. Nu viser det sig, at personer med genvarianten MAOA-L eller ‘krigergenet’ netop gambler, når oddsene er mest gunstige.

MAOA-L kaldes ‘krigergenet’, fordi bærere hyppigere reagerer voldeligt på provokation og generelt er mere aggressive.

Men forskning offentliggjort i Proceedings of the Royal Society B, afslører, at disse egenskaber ikke nødvendigvis er negative, når risikofyldte beslutninger skal træffes.

Det skriver Nature News.

Computerspil simulerede finansverdenen

Forskere fra California Institute of Technology, USA, udførte forsøg med 83 mænd i alderen 19 til 27 år. De inddelte dem i gruppe i forhold til, hvilke genvarianter de havde, og herefter blev de sat til at udføre en beslutningsøvelse.

140 gange skulle de vælge mellem sikre odds (100 procent chance for at vinde nul dollars for eksempel) eller risikobetonede odds (50 procent chance for at vinde syv dollars eller tabe fire for eksempel).