Jeppe Søe kom meget tæt på selvmord efter en depression. Foto: Privat

Megafonen er Ekstra Bladets debat-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Foredragsholder, debattør og tv-vært Jeppe Søe fortæller i denne uge om sine tanker om selvmord

I dag siger Mette Frederiksen, at børn og unge skal have mulighed for psykologhjælp. Da Venstre jo er kommet med præcist samme forslag, formoder jeg den går glat igennem et nyt folketing. 

Psykiske sygdomme har dog ingen alder – og er man over 38 er man aldeles forladt og alene med psykiske problemer. Spar en omfartsvej og hjælp borgere, når de falder i hullet. 

I 2008 startede nogle forfærdelige år for mig.

Jeg gik fra at være en kendt studievært med milliongage og senere direktør for en stor virksomhed – men da finanskrisen kom, lukkede tre af vores kunder og trak mig med i faldet.

Jeg gik konkurs, mistede alt jeg havde opbygget gennem 20 år og mistede samtidig min far til en blodprop. Det endte i en depression med selvmordstanker og staten ville ikke hjælpe mig, fordi jeg var over 38 år gammel. 

Aldrig har jeg været så rasende på det samfund, vi lever i.

Og reglerne findes endnu.

Mit bud er, at reglerne slår danskere ihjel hvert eneste år. Enten gennem selvmord eller fordi mennesker, der ellers kunne bidrage, får mere ud af at stå foran Aldi med en håndbajer. 

Det krævede lidt overvejelse at åbne for et personligt nedbrud her på EB, hvor nationen bagefter kan angribe nedenunder – men jeg synes, det er vigtigt at turde tale om det, der gør ondt eller er en svaghed hos sig selv.

Især fordi andre er samme sted lige nu, mens jeg er videre.  

Jeg skruer nu tiden tilbage og åbner op for en tid, der stadig påvirker mig hver eneste dag og gør, at jeg elsker mine daglige lykkepiller. 

Jeg ER ovenpå igen, men fortiden slettes aldrig og er med mig i hvert skridt jeg tager. Det har gjort mig til et bedre menneske, men i guder jeg ville gerne have været det foruden!

Når alt ramler samtidigt 
4. marts 2008. 
Firmaet havde røven i vandskorpen, da finanskrisen tog vores bedste kunder.

Jeg havde meddelt bank og domstole, at jeg dagen efter ville gå i skifteretten og erklære mig konkurs med mit lille enkeltmandsfirma. 

Tankerne var mange. Ukendt land at skulle miste alt jeg ejede og stå uden en fremtid. Vi var gravide i 8 måned, var lige flyttet i hus i Vejle – og nu ville alt blive anderledes om et døgn. 

Jeg sov ikke den nat. Græd og var bange. 

Klokken tre om morgenen ringede min mor.

Far var faldet pludseligt om og var død. Jeg stod i køkkenet med telefonen og hørte ikke mere. Det svimlede for mine øjne og jeg faldt om på gulvet og rev opvasken med mig i faldet.

Min kone kom løbende og så mig ligge livløs i en bunke af smadrede glas – og ringede 112.

Kroppen lukkede ned 
Jeg blev indlagt i chok.

Hjernen kunne ikke klare mere og kroppen havde valgt at lukke ned for ikke at belaste hjerte og hjerne til bristepunktet. Hold kæft det er smart.

Jeg kom til mig selv, blev udskrevet klokken otte og sad i retten klokken ni og var helt alene udenfor retsbygningen kl. 9.20.

Uden en far, uden mit firma, uden alt jeg ejede. Uden dankort og telefon – og med en uvished, der var enorm. Aldrig har jeg været så afklædt. 

Dele af pressen gik også straks igang.

Er man kendt skal man jo både se bryllup og begravelser på forsiden. Det de skrev passede ikke og gjorde enormt ondt, og gjorde kun tingene værre.

Jeg lå ned og tog bare imod spark efter spark. Til sidst mærkede jeg ikke længere, når jeg blev ramt. 

En lang historie kort: En nat lå jeg på en sofa, savnede min far og tænkte at jeg ville op til ham.

Selvmord ville være en super måde at se ham igen på – og samtidig kunne jeg sætte min kone fri fra sådan et ubrugeligt skvat som mig.

Jeg var jo ganske enkelt ødelæggende for alle – også dem der gik i pressen med modbydeligheder. Lettest for alle at viske mig ud af virkeligheden.

Noget at leve for 
Jeg overvejede længe, hvordan jeg skulle ende livet.

Det skulle gerne være på en måde, hvor jeg ikke skulle findes af nogle, hængende fra et loft eller med blod på væggen. Jeg var dybt nede – og hullet jeg var i, var ved at lukke sig, så jeg ikke længere kunne se himlen et sted deroppe. 

Da morgenen kom, væltede en solstråle ind af vinduet og ramte vuggen i stuen. Jeg synes jeg hørte min far sige, at jeg fandeme bare kunne vove på at komme derop nu, når jeg havde så meget at leve for. Og jeg var enig med ham. Selvfølgelig. 

Jeg skammede mig over at have fået den tanke. Det gør jeg stadig. Selvmord er en kryster-agtig måde at løse problemer på – og uden skyggen af tanke på alle dem, man efterlader uden svar. Man stopper sit eget liv – men ødelægger alle dem, der skal leve videre. 

Jeg kunne dog ikke selv finde op af det dybe hul. Der var ingen stige. Så jeg gjorde, som de fleste nok endelig gør – og gør for sent – jeg kontaktede lægen, der sendte mig til psykolog. De to timer hjalp allerede og jeg glædede mig til et langt forløb, der måske kunne give mig lyset tilbage.

Ingen hjælp, hvis du er ældre 
Så ringede telefonen.

Lægen havde fundet ud af, at jeg måneder før var fyldt 38 år – og så betaler staten ikke for psykologhjælp.

Jeg gik der netop, fordi jeg havde mistet alt – så at benytte penge på psykolog ville gøre, at jeg ikke havde råd til babymos. Lægen spurgte om jeg havde forsøgt selvmord. Jeg svarede, at jeg kun havde tænkt på det – og det var ikke nok. Havde jeg forsøgt, ville de gerne hjælpe – men at overveje var ikke nok. Sådan er det endnu. 

Jeg kom aldrig til psykologen igen.

Men jeg blev trodsig og rasende. Tænk at staten ikke ønsker at hjælpe et menneske, bare fordi man er blevet 38. Jeg blev så vred over at blive kastet ud med badevandet, at jeg ville bevise overfor alle, at jeg selv kunne komme op. Jeg valgte ikke at få en krone i dagpenge, ikke en eneste hjælp fra staten overhovedet.

Ikke et jobcenter eller en ydelse ville jeg ha fra de krystere. De skulle fandeme ikke hjælpe og så tage æren bagefter.

Det tog mange år.

Jeg tænker på de andre 
Jeg betaler stadig af på gælden, da jeg ikke, som mange andre, bare vil glemme det og starte en ny virksomhed dagen efter – men stå ved mine valg og fejl.

Jeg får lykkepiller, der giver mig de ti procent, jeg skal bruge til aldrig igen at falde ned i hullet – og jeg har de sidste 8 år haft et forrygende liv på trods. 

Jeg tænker næsten dagligt på alle dem, der måske ikke har min styrke indeni.

Dem. der ikke bruger afvisninger til at vokse.

De hopper nok ud foran et tog – eller stiller sig med en bajer et sted, selvom de nemt kunne bidrage til samfundet.

Det er dem vi skal huske hver eneste dag. Det er dem der er på spil, når vi hører politikerne ævle om penge eller regneark i psykiatrien.

Det er dem, der ikke fatter at der skal bygges togbane til Billund og at Levakovic kan få millioner, mens de selv står forladte.

Når jeg mener noget i en klumme, er der altid nogle, der i kommentarfeltet skriver at de ønsker mig død.

De skulle bare vide, at det samfund de betaler til, var ved at gøre deres ønske til virkelighed.

Deres ondskab i kommentarsporet rager mig en høstblomst! Men jeg vil ALDRIG glemme, at selveste staten ønskede mig død, fordi jeg var for gammel. Helt ærligt, hvad fanden bilder vi os ind!

Fantastisk artikel af Jeppe Søe, som tør være åben og ærlig. Vi ønsker dig tillykke med din rejse tilbage til livet og god vind fremover.

Man kommer bare længst her i livet ved at være ærlig…

Har du selvmords-tanker

Du kan kontakte Livsliniens anonyme selvmordsforebyggende rådgivning på:

Telefon: 70 201 201 hver dag kl. 11.00-04.00

Chat: mandag og torsdag kl. 17.00-21.00 og lørdag kl. 13.00-17.00 via www.livslinien.dk

Netrådgivning: Hver dag via www.livslinien.dk

Livsliniens 220 frivillige rådgivere besvarer hvert år mere end 16.000 henvendelser fra personer med selvmordstanker eller i anden alvorlig livskrise.

Har du akutte selvmordstanker, skal du kontakte Livslinien, din regionale psykiatriske skadestue, egen læge, lægevagten (i Region Hovedstaden 1813) eller 112.