More

    MDMA: Hvad er det? Hvad gør det?

    Stoffet, der findes i ecstasy, aktiverer kroppens belønningssystem og gør dig fuld af energi, kærlighed og selvtillid. Men det kan også give indre blødninger, kramper og organsvigt.

    DUTCHI DUTCHI DUTCHI DUTCHI!

    Bassen pumper, lysene i loftet blinker rytmisk i takt til vibrationerne, der mærkes som en bankende brummen i hele kroppen.

    De bleghvide kraftige lysblink får det til at se ud, som om de dansende på det fyldte dansegulv bevæger sig i robotagtige ryk styret af bassen.

    Du står midt i det dansende menneskehav og kan ikke rigtigt komme i stemning. Energien til at kaste sig ud i mængden af rykkende kroppe er der bare ikke i aften. I lommen har du en lille pose med en lillebitte, lyserød pille med Heinekens stjerneformede logo indgraveret.

    Du går op i baren. Beder om en gin tonic og skyller den lille pille ned med en slurk

    30 minutter efter er du en del af menneskehavet på dansegulvet. Du er uovervindelig, lykkelig, kærlig og fuld af uendelige mængder af energi.

    Du er dig selv, men en bedre version af dig selv. Fuld af selvtillid og hengivenhed til alle andre på dansegulvet.

    Alt sammen, fordi du har taget en lille pille bestående af C11H15NO2, bedre kendt som MDMA, der er det aktive stof i ecstasy, og som også går under navnet ‘Emma’.

    LÆS OGSÅ: Hvad er mest usundt: Stoffer, alkohol eller cigaretter?

    Booster hjernens belønningssystem

    I løbet af den halve time, fra du stod halvtræt på dansegulvet klar til at tage hjem i seng til nu, er den lille pille blevet optaget i tarmsystemet.

    C11H15NO2-molekylerne er nået ud til nervecellerne i din hjerne

    Her i hjernen sendes et væld af beskeder frem og tilbage mellem hjernecellerne og mellem hjernen og resten af kroppen.

    Ud fra antallet af sager undersøgt med pulver (krystaller) med MDMA vs. piller, tyder meget på, at det primært er pulver eller måske rettere krystaller, der er på markedet i Danmark. Fotoet er fra en af Retsmedicins sager med MDMA krystaller. (Foto: Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet)

    Beskederne overføres ved hjælp af forskellige signalstoffer, og det er nogle af de signalstoffer, MDMA går direkte ind og påvirker.

    Det fortæller professor på Psykologisk Institut Center for Rusmiddelforskning Mads Uffe Pedersen.

    Et af dem er dopamin

    Dopamin er hjernens belønningsstof. Det frigives naturligt, når vi gør noget, som er rart, for eksempel har sex eller spiser noget dejlig mad, eller når vi lykkes med noget.

    Når du har arbejdet på en aflevering til studiet i flere uger og endelig afleverer den, og når du får den tilbage med karakteren 12, så er den følelse af tilfredshed og selvtillid, du mærker, et resultat af mere dopamin, som er blevet frigivet i hjernen.

    »MDMA-molekylerne får på samme måde hjernen til at frigive mere dopamin. Meget mere, og også mere, end du naturligt ville få ved for eksempel at dyrke sex eller gøre noget andet rart,«

    siger Mads Uffe Pedersen.

    Samtidig blokerer MDMA for hjernens naturlige genoptag af dopamin. Normalt vil overskydende dopamin blive optaget af nogle celler i hjernen og nedbrudt, men det sker altså ikke.

    Med andre ord – din hjerne svømmer i belønningsstof, og det giver dig følelsen af uovervindelighed og selvtillid.

    Frigiver lykkestof

    Lykke og en følelse af stor kærlighed er to andre rare følelser, som gennemstrømmer din krop, mens du giver den gas på dansegulvet.

    »Det skyldes et andet signalstof, som MDMA også får hjernen til at frigive mere af – nemlig serotonin,« forklarer Mads Uffe Pedersen.

    Serotonin er med til at styre vores humør og stemning. Et højt serotonin niveau kan gøre os glade, opstemte, flirtende og tiltrækkende og følelsen af forelskelse hænger derfor indirekte sammen med serotonin.

    På samme måde som med dopamin forhindrer MDMA også hjernen i at genoptage serotonin igen.

    Du har altså to stoffer, som booster en masse rare følelser, og som der nu er langt mere af i hjernen end normalt. Det bliver ved i hele 4-6 timer, som er så lang tid et MDMA-trip typisk varer.

    Kæmp-eller-flygt-hormonet

    Noradrenalin er et tredje af kroppens vigtige signalstoffer, som MDMA går ind og øger udskillelsen af. Noradrenalin er ikke en del af vores belønningssystem på samme måde som dopamin og serotonin.

    Noradrenalin er derimod det signalstof, som aktiveres, når vi oplever stor fare. Signalstoffet er med til at styre vores urinstinkt ’kæmp, flygt eller frys-instinktet’.

    Når udskillelsen af noradrenalin øges, sker der en masse ting i kroppen, som gør den klar til at skulle kæmpe mod en stor fare – eller flygte fra den. Det fortæller klinisk lektor på Institut for Retsmedicin – Retskemi og ledende overlæge på klinisk farmakologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital Eva Aggerholm Sædder:

    • Din fordøjelse går mere eller mindre i stå, fordi blodet løber fra fordøjelsessystemet ud i musklerne.
    • Blodkarrene trækker sig sammen.
    • Hjertet begynder at slå hurtigere.
    • Musklerne gør sig klar til kamp.

    »Den energi, du føler, og grunden til, at du er frisk og kan danse en hel nat, er, at kroppen kommer i en slags alarmberedskab og netop sikrer, at blod- og ilttilførslen er koncentreret omkring musklerne,«

    siger Eva Aggerholm Sædder.

    Kombinationen af energien fra noradrenalinet og alle de rare følelser fra det overaktiverede belønningssystem kan opleves som et helt fantastisk trip.

    Pillerne med MDMA findes i mange forskellige farver ofte med logo fra et kendt varemærke ingraveret. Mængden af MDMA svinger meget fra pille til pille. Sundhedsstyrelsens rapport om Illegale Stoffer fra 2017, viste at mængden varierer fra 1 mg per tablet til 218 mg, som blev fundet i en lyserød pille med Heinekins logo. (Foto: Shutterstock)

    Indre blødninger og organsvigt

    Hvis du er heldig, kan du danse en hel nat, tage hjem i seng og vågne næste eftermiddag med ømme muskler og intet andet. Stoffet er ikke direkte afhængighedsskabende på samme måde som amfetamin og kokain.

    Man har dog set eksempler på, at folk, som bliver ved med at tage MDMA, sætter deres eget belønningssystem lidt ud af kraft. Deres naturlige udskillelse af dopamin og serotonin bliver simpelthen forstyrret, og det kan give depression.

    Er du rigtig uheldig – har du for eksempel taget for mange af de små piller med MDMA, eller indeholdt din MDMA-pille andre stoffer, som er mere giftige end C11H15NO2, så kan det gå rigtig galt.

    Cirka hver fjerde MDMA pille på markedet indeholder et andet stof end MDMA, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. For eksempel PMA eller PMMA para-Methoxymethamphetamine. Begge stoffer er længere tid om at virke og kan give uregelmæssig hjerterytme og forgiftning.

    Du har ikke har nogen chance for at vide, hvad der præcist er i den lille pille. Måske har kemikerne lavet noget stof med en lidt anden virkning og kemisk sammensætning end ren MDMA. Måske er der et helt andet og giftigere stof i. Det ved kun de, og du må bare tage chancen.

    Som yderste konsekvens kan du faktisk dø

    Derfor kan du dø af MDMA

    1. Ukontrolleret stigning i kropstemperatur.

    Temperaturreguleringen i hjernen kan komme ud af kontrol, da den påvirkes af dopamin, serotonin og noradrenalin. Konsekvensen er blandt andet, at der ophobes væske i hjernen. Præcis hvordan det foregår, ved forskerne faktisk ikke.

    Derudover får noradrenalin blodårerne til at trække sig sammen i arme og ben, samtidig med at hjertet pumper hurtigere, og musklerne arbejder, hvilket yderligere påvirker temperaturen . Normalt vil temperaturen blive reguleret, ved at blodårerne udvider sig og afgiver varme og væske til huden.

    »Men på grund af den kunstige kontante forhøjelse af noradrenalin-niveauet bliver blodårerne ved med at være trukket sammen. Din kropstemperatur stiger, og hvis det går helt galt, kan den komme op over 42 grader, og det dør man af,« siger Eva Aggerholm Sædder.

    2. Nyresvigt.

    Noradrenalinet aktiverer musklerne, som til sidst begynder at krampe, og man får svære muskelsmerter, muskelsvaghed og porterfarvet urin. På samme måde, som hvis man løber en maraton, begynder musklerne at gå til grunde – det er det, man mærker dagen efter en hård træning, når man har ømme muskler.

    »Når musklerne går til grunde, frigives blandt andet protein, som skal nedbrydes i nyrerne. I yderste konsekvens kan der blive frigivet så meget protein under en MDMA-rus, at nyrerne ikke kan følge med,« siger Eva Aggerholm Sædder. Man får nyresvigt.

    Der dannes simpelthen små blodpropper i nyrerne. Når nyrerne svigter, bliver kroppens affaldsstoffer ikke nedbrudt, men ophobes i organerne, og det kan give organsvigt.

    3. Blodpropper og indre blødninger.

    Det system i kroppen, som sørger for, at blodet størkner, når vi får et sår, bliver også påvirket af muskelnedbrydningen og den høje temperatur.

    Der bliver blandt andet udskilt flere af de stoffer, som får blodet til at størkne – de såkaldte koagulerende stoffer.

    Læs også: Kan en lille smule LSD gøre os mere kreative og energiske?

    Det kan give blodpropper. Kombineret med den høje puls kan blodpropperne føre til indre blødninger, fordi blodet skal mase sig forbi blodpropperne og derved kan komme til at lave hul på mindre blodkar.

    »Den øgede mængde af koagulerende stoffer i blodet bliver selvfølgelig opdaget af kroppen, som forsøger at kompensere ved at producere flere af de stoffer, som skal nedbryde de koagulerende stoffer,« forklarer Eva Aggerholm Sædder.

    Hvis der produceres for mange af de stoffer, falder koncentrationen af de koagulerende stoffer, og det resulterer i en større tendens til blødning.

    Samtidig udskilles stoffer, som øger tendensen til blødning, og kroppens koagulationssystem er nu helt ude af kontrol. Det medvirker igen til at øge risikoen for indre blødninger

    Svært at opdage, at den er helt gal

    Det kan være svært at mærke, om det er ved at gå helt galt i kroppen, før det er for sent.

    Fordi dit belønningssystemet er overaktiveret, samtidig med at dit kæmp-eller-flygt-instinkt er alert, vil du sandsynligvis ikke selv opdage blodpropperne, muskelkramperne og blødningerne, før du dejser om.

    Blandt andet noradrenalin og dopamin har nemlig også en bedøvende virkning, så du ikke i så høj grad mærker, hvis noget gør ondt.

    »Jeg tror, det er meget svært at opdage, før man er kommet for langt ud. Også fordi du i processen får sværere ved at tænke,«

    siger Eva Aggerholm Sædder.

    Når systemet først er blevet så overbelastet, kan der også ske en ophobning af væske i hjernen, som gør, at den ikke fungerer særlig godt.

    Alt det gør det svært for dig selv at opdage, hvis din krop er på et livsfarligt signal-skråplan.

    Tænk, at så lille en pille, bestående af så små kemiske molekyler, kan skabe så stor ravage.

    Mad & LivsstilAlkohol & StofferMDMA: Hvad er det? Hvad gør det?
    -Annonce-