Det er sku et spørgsmål der bliver besvaret med øhhh
For hvordan svare man lige korrekt på det? Det er ikke noget man nemt lige kan svare på. Men nu har jeg stadigvæk en depression i baghovedet, som kan vækkes hver øjeblik det skal være. Og hvordan håndterer man egentlig det som pårørende?
Det er vel et spørgsmål som jeg er en lille smule kvalificeret til at svare på. Eller muligvis kan komme med et bud på. Jeg har uden tvivl en holdning til det. Jeg har sku en holdning til alt. Men det er bestemt ikke et nemt spørgsmål at svare på, og der findes ikke et korrekt og enkelt svar. Slet ikke når man selv sidder og er små blød i pæren.
Havde jeg været pårørende
Så var jeg sku nok selv gået i en stor bue uden om. For folk med ondt i sjælen kan ikke trøstes. Det hjælper ikke en skid, at du siger det nok skal gå. For er man deprimeret, så er man pænt ligeglad, og man er sku ikke så sikker på det nok skal gå. Man vil temmelig sikkert også komme til at jokke på ens nærmeste fordi de ikke forstår hvordan man har det, og hvad man går igennem.
Man bliver irritabel, og snerrer og det bliver ikke bedre af at ens pårørende uden tvivl får sagt noget forkert. Eller i hvertfald lyder forkert i ens egne ører.
Der findes sku ikke 2 deprimerede mennesker som er ens. De er alle skabt af deres egen historie og de nederlag som har ramt dem lige midt imellem øjnene. Så mennesker med en depression skal håndteres på forskellige måder. Det er vel derfor det bliver så skide indviklet.
Men en deprimeret ser på verden og har mistet modet
De ser ikke en plads til dem selv i samfundet pt, og det er en følelse af at træde vande, mens man bare synker dybere og dybere ned, og det bliver mørkere og mørkere, og til sidst så drukner man sku.
Det eneste du kan gøre for en deprimeret er at støtte så godt som det kan lade sig gøre. Fortælle at du er der og har en skulder man kan låne hvis det bliver nødvendigt. Er man deprimeret så vil man helst være i fred. Er man Mega deprimeret, så kan man ødelægge et venskab eller vælge sin familie fra. Fordi de ikke forstår en skid, og man virkelig er pisse ligeglad med ALT…
Snak tossen efter munden, og lad dem ævle, og træk dig stille og roligt. Ikke noget med at diskuterer, og fortælle dem de snakker sort. Vist samme teknik som det med at tælle til ti. Der skal ro på. Samtidig er det god træning i at tolererer folk der er helt fra snøvsen.
Lige pludselig så er man ovenpå
Eller jeg var. Måske af helt andre årsager, som jeg nævner længere nede. Men jeg kunne gå på vandet og intet kan få en ned med nakken. Man har sikkert haft succes med et eller andet. Eller tænkt nogle fornuftige tanker, som pludselig får tingene til at give mening. Men det er lidt som en radio man skruer op og ned, og det hele køre i bølger. Det gør det også i mit hoved. Op og ned. Det er skide svært!
Hvad skal der blive af mig?
Hvad skal der blive af mine unger? Har jeg en fremtid? Kan jeg blive til noget eller føler jeg mig helt uduelig? Har jeg råd til at være uduelig? Helt ærlig så går depression og penge hånd i hånd. Har man ondt i økonomien, så sætter det hovedet i gang helt af sig selv. Det er vigtig at have styr på økonomien, så der er penge nok til at man kan fodre sit yngel og sørge for de intet mangler.
Der er ikke noget mere deprimerende end at være flad. Det gælder vist for alle mennesker. Skal man så samtidig tage sig at et par unger, så giver det bare endnu flere bekymringer. Man sætter sig selv bagerst. Tingene tager tid.
LÆS OGSÅ: At lytte til folk der brokker sig, er skadeligt for dig
Selv når man har været i et super humør en hel måned i træk. Så skal der ikke mere end et lille bjæf fra den forkerte køter, til at man sætter sig ned og giver sig til at vræle. Der er bare en balance som er i uorden, og den jævner sig ikke ud på et par måneder. Det tager den tid det nu engang tar.
Hvis en psykisk ustabil så pludselig mangler penge af den ene eller anden årsag(Det sker faktisk og er værd at nævne) så gør det kun situationen endnu værre. At stå uden penge er som at stå og se ned i afgrundens sorte hul og være klar til at hoppe.
Det er skide svært at være pårørende til en med en psykisk lidelse
Men træd varsomt. Sig ikke mere end højst nødvendigt. Lad den nedtrykte fortælle hvis og når lysten kommer, og pas på med at afbryde. Af egen erfaring kan det at blive afbrudt fuldstændig starte en nedsmeltning i mit hoved. Jeg taber fuldstændig tråden helt, og kan ikke engang huske hvad jeg lige har snakket om.
Det kan man blive helt skør af og det kan ske flere gange i for eksempel en telefonsamtale. Så ender det hele med at vælte ud i en stor pærevælling og der er ingen der forstår en skid af det du siger.
Jeg har en støttepædagog som jeg var så heldig at få tildelt fra familiegruppen da jeg kunne mærke at det var svært at overskue mig selv, incl 2 børn. Så jeg ringede og spurgte om ikke de kunne hjælpe mig. Det kunne de heldigvis. Det er trods alt vigtig at ens børn ikke lider af at man har fået en nedsmeltning i hovedet.
Har man brug for hjælp, skal man aldrig være for stor til at bede om den. Det kan godt betale sig, og så er der trods alt nogen der er klar over hvordan man har det, og kan yde den hjælp man har brug for.
Hun er suveræn hende støttepædagogen
Hun er pædagog, og de er sku selv lidt små skæve øverst oppe. Men hun ved lige hvordan hun skal styre mig ind på sporet igen når det hele rabler, og hvis det er hende det går ud over. Jeg skælder ud, og hun ved præcis hvordan hun skal håndterer mig. Hun kunne sku næsten afholde kurser i hvordan man håndterer højrøvede enlige fædre, der hat tabt sutten.
Kan gå på vandet den ene dag, og sætte sig på røven den næste dag og give sig til at hyle, fordi hans far har skældt ham ud.
Vi er enige om at han er 42 somre ham tossen der skriver. Han har hjerne som en teenager, men hukommelse som en elefant. Men han håber bare på at det her kan hjælpe nogen. Eller give en smule forståelse af emnet. For det er så skide svært et emne at håndterer, og ingen svar er rigtige eller forkerte.
Men det kommer også helt an på hvilken ører der lytter. Jeg vil stadigvæk helst være helt i fred. Men jeg øver mig og det hjælper at skrive tingene ned. Men shit hvor er det godt nok vigtig at have noget at gå op i.
Sidder man alene med sine tanker uden at kunne focuserer på noget som helst andet. Så er det et helvede. Jeg fandt så heldigvis meget glæde ved at tegne at jeg satte mig ned og startede. Så kunne jeg sidde i 8 timer i træk med den samme tegning.
Det var sidste år, inden jeg fik den sjove ide at jeg ville lave min egen hjemmeside😂😂 Men havde jeg ikke fået den ide, så havde jeg stadigvæk været nede i hullet.
Kommer man til at træde vande, så bliver der hurtig dybt og til sidst så synker man…
Jeg fik så samtidig pludselig den fantastiske ide om at skulle sove i hængekøje midt i stuen. Jeg var sådan set klar til at komme af med alle møbler, så der kunne komme hængekøjer op i hele lejligheden. Både til ungerne, mig selv og til gæster. Helt crazy..
Men jeg nåede sku alligevel at sove i hængekøje både inde og ude på altanen, i langt over et halv år. Muligvis fordi at man ligger helt klemt sammen, som et barn i sin moders mave, og føler sig tryg.
Alt det her er min egen opfattelse af hvordan og hvorledes jeg selv kan hjælpe bare en lille smule. Eller give et indblik i hvordan det er, når man taber sutten som voksen. Men jeg er helt sikkert blevet mere ærlig. Men jeg passer dælme nok lidt mere på mig selv end jeg plejer at gøre.
Men jeg elsker det her lige ud af posen😎🤟🏼Men jeg er stadigvæk i daglig kamp med mig selv, og det er sku ikke bare sådan lige til at finde ud af eller blive klog på. Så jeg holder mig i baggrunden og prøver på at få et overblik. Men jeg er dælme ikke klar til at hoppe ud i verden og bare være menneske.
Fuck jeg skider næsten i bukserne bare ved tanken😳😅
Nu har jeg så siddet her godt et år senere og rettet alt det lort jeg har skrevet. Der skal så lige siges at jeg har fået konstateret en bipolar lidelse, som jeg nu får medicin for. En bipolar lidelse gør at ens humør kører op og ned. Fuld knald på, eller helt nede i et hul. Men jeg får piller nu som gør at jeg er nogenlunde normal at snakke med.
Måske alt det pis jeg har fået skrevet ned, handler mere om en bipolar lidelse end en ren depression. Men nede i hullet har jeg ihvertfald været, så jeg ved trods alt hvordan det er at have det af helvedes til, og komme op igen. Kan jeg nu samtidig hjælpe nogen med at forstå bare lidt af hvordan det er at være nede, så er det jo ren win win det her.
kh bati❤️