Se det er sku et spørgsmål der bliver besvaret med øhhhhhh. For hvordan svare man lige på det? Men det er stadigvæk et spørgsmål som jeg fik fra en veninde. Og det er ikke noget nemt spørgsmål.  Men nu har jeg stadigvæk en depression i baghovedet, som kan vækkes hver øjeblik det skal være. Og hvordan håndterer man egentlig det som pårørende? Det er vel et spørgsmål jeg er kvalificeret til at svare på.  Men det er bestemt ikke et nemt spørgsmål og der findes ikke et korrekt svar. 

Havde jeg været pårørende så havde jeg sku selv gået i en stor bue uden om. For folk med ondt i sjælen kan ikke trøstes. Det hjælper ikke noget når du siger det nok skal gå. For er man deprimeret, så er man pænt ligeglad. Og man vil temmelig sikkert komme til at jokke på de nærmeste fordi de ikke forstår. Og der findes sku ikke 2 deprimerede mennesker som er ens. De er alle skabt af deres egen historie. Så mennesker med en depression skal håndteres på forskellige måder. Det er derfor det bliver så skide indviklet. 

Men en deprimeret ser på verden og har mistet modet. Han ser ikke en plads til ham/hende og det er en følelse af at træde vande, mens det bare bliver dybere og dybere og mørkere og mørkere, og til sidst så drukner man sku.  Det eneste du kan gøre for en deprimeret er at støtte. Fortæl du er der og har en skulder hvis det er nødvendigt. Er man depri så vil man helst være i fred. Er man Mega depri så kan man ødelægge et venskab eller skære et familiemedlem af. Fordi man virkelig er pisse ligeglad med ALT… Snak tossen efter munden og træk dig stille og roligt. Vist samme teknik som det med at tælle til ti. Der skal ro på.

Så lige pludselig så er man ovenpå. Så kan man gå på vandet og intet kan få en ned med nakken. Man har uden tvivl tænkt nogle fornuftige tanker. Men det er lidt som en radio og det hele køre i bølger. Det gør det også i mit hoved. Op og ned.  Det er skide svært!

Hvad skal der blive af mig? Hvad skal der blive af mine unger? Har jeg en fremtid?Kan jeg blive til noget eller føler jeg mig helt uduelig? Har jeg råd til at være uduelig?Helt ærlig Så går depression og penge hånd i hånd. Har man ondt i økonomien, så sætter det hovedet igang helt af sig selv. Det er vigtig der er penge nok til at man kan fodre sit yngel og sørge for de intet mangler. Man sætter sig selv bagerst. Ting tager tid.

LÆS OGSÅ: At lytte til folk der brokker sig, er skadeligt for dig

Selv når man har været i et super humør en hel måned i træk. Så skal der ikke mere end et lille bjæf fra den forkerte køter, til at man sætter sig ned og giver sig til at vræle. Der er bare en balance som er i uorden, og den jævner ikke ud på et par måneder. Det tager virkelig den tid, det tager og tar man så samtidig en psykisk ustabils penge af den ene eller anden årsag(Det sker faktisk og er værd at nævne) så gør det kun situationen værre og det at stå uden penge er som at stå og se ned i afgrundens sorte hul og være klar til at hoppe.

Men det er skide svært at være pårørende til en med en psykisk lidelse.  Men træd varsomt. Og sig ikke mere end højst nødvendigt. Lad den syge fortælle hvis og når lysten kommer og pas på med at afbryde. Af min egen erfaring kan det at blive afbrudt fuldstændig starte en ned smeltning i mit hoved. Fordi jeg taber tråden helt, og kan ikke engang huske hvad jeg lige har snakket om. Det kan man blive helt skør af og det kan ske flere gange i for eksempel en telefonsamtale også vælter det hele bare ud i en stor pærevælling og der er ingen der forstår en skid.  Min støttepædagog er suveræn til lige at styre mig ind på sporet hvis det er hende det går ud over. Det værste af det, eller jeg finder det pisse sjovt er sku at jeg skælder fandme ud. Fuck Lykke min pædagog har taget det rigtige kursus. Hun ved præcis hvordan hun skal håndterer mig. Der burde hun sku afholde kurser i at håndterer højrøvede enlige fædre, der kan gå på vandet den ene dag, og sætte sig på røven den næste dag og give sig til at hyle fordi hans far har skældt ham ud. Vi er enige om at han er 42 somre og har hjerne som en teenager, men hukommelse som en elefant.  Men han håber bare det her kan hjælpe nogen. For det er så skide svært et emne at håndterer, og ingen svar er rigtige eller forkerte. For det kommer helt an på hvilken ører der lytter. Jeg vil stadigvæk helst være helt i fred. Men jeg øver mig og det hjælper at skrive tingene ned. Men shit hvor er det godt nok vigtig at have noget at gå op i. 

Nogle af mine tegninger.

Sidder man alene med sine tanker uden at kunne focuserer på noget som helst andet. Så er det et helvede. Jeg fandt så meget glæde ved at tegne at når jeg satte mig ned og startede. Så kunne jeg sidde i 8 timer i træk med den samme tegning. Det var sidste år. Inden jeg fik den sjove ide at jeg ville lave min egen avis😂😂  Men havde jeg ikke fået den ide, så havde jeg stadigvæk været nede i hullet. Kommer man til at træde vande, så bliver der hurtig dybt og til sidst så synker man…

Hængekøje midt i stuen, da hovedet stak helt af…

Alt det her er min egen opfattelse af hvordan/hvorledes jeg selv kan hjælpe bare en lille smule. Eller give et indblik i hvordan det er, når man taber sutten som voksen. Men jeg er helt sikkert blevet mere ærlig. Men jeg passer dælme nok lidt mere på mig selv end jeg plejer at gøre. Men jeg elsker det her lige ud af posen😎🤟🏼Men jeg er stadigvæk i daglig kamp med mig selv, og det er sku ikke bare sådan lige til at finde ud af og blive klog på. Så jeg holder mig i baggrunden og prøver på at få et overblik. Men jeg er dælme ikke klar til at hoppe ud i verden og bare være menneske. Fuck jeg skider næsten i bukserne bare ved tanken😳😅
Kram Bati❤️

DONT MISS: Hvor er alle vi mennesker egentlig på vej hen?