More
    Den anden Kant HJÆLP! Min Socialrådgiver er bare et menneske. Med for meget magt

    HJÆLP! Min Socialrådgiver er bare et menneske. Med for meget magt

    Vi er allesammen bare mennesker. Selv de dumme kællinger som kun kan finde ud af at ødelægge det af for andre. Dem er der nok af.Men vi skal snakke pænt. Og vi skal fandme holde op med at bande så skide meget. Men ind i mellem er man bare nød til at lukke damp ud..

    Sidste sommer

    Fik jeg en større depression, kom jeg hurtig på en medicin der lettede trykket. Den hjalp mig igennem det værste, og jeg tænkte det her kommer jeg hurtig over. Men det skulle vise sig at være meget værre end jeg troede.

    Det skal siges at jeg har snart har været sygemeldt On/Off i 2 år pga stress/overbelastning i mit hoved. Harddisken var fyldt op. Jeg er så kommet frem til at det nok var mine RAM der var problemet.

    Jeg holdt fokus på mig selv, og prøvede på at give mig selv den ro jeg havde brug for. Men jeg havde samtidig udviklet en fobi for min E-boks. Da jeg konstant var nervøs for hvad jeg ville læse når jeg åbnede den.

    Jeg har tidligere fået et brev om at betale for børnepasning 4 år bagud, som lød på 40.000 kr selvom jeg aldrig har fået et eneste girokort.

    Men præcis som min fobi gjorde at jeg dårlig turde åbne E-boks. Så gjorde jeg det alligevel og der lå et lille fint brev hvor jeg skulle stille op til CV-værksted, på en bestemt dato.

    Men den dato var overskredet med 14 dage, og jeg kunne læse længere nede i brevet at mine sygedagpenge var blevet stoppet. Og de penge jeg fik udbetalt til d 1 skulle afleveres tilbage igen. Når nu jeg ikke var mødt op på CV-værkstedet.

    Her står man så som 42 årig, og er enlig far til 2. Jeg har haft fast arbejde siden jeg var 16 år. Og nu står man og tænker SHIT. Så har vi jo intet at leve af..

    Jeg kontaktede min socialrådgiver for at få redt trådene ud. Men hun var kold som is.

    Hun var direkte pisse ligeglad med at jeg stod som enlig far til 2 uden penge. For jeg kunne da bare checke min E-boks, som alle andre mennesker gør. Og forholde mig til det der står.

    Men jeg sad midt i en kæmpe depression og brugte alt mit krudt på at komme tilbage til livet. Min læge havde sagt til mig at jeg fandme ikke skulle spekulerer på hvad jeg ville arbejde med når jeg engang blev rask. For det var en stress-factor. Og det vigtigste nu var at jeg bare skulle få hvilet og holde tankerne i ro.

    Jeg havde faktisk ingen ide om, at det var så skide vigtig at checke sin E-boks. Jeg troede da slet ikke på, at jeg kunne få fjernet alle ydelser, fordi jeg havde misset et skide CV møde. Som jeg alligevel ikke var i stand til at gennemfører.

    Jeg havde det sku af helvede til. Og ind imellem kunne jeg dårlig nok gå i netto og hente en liter mælk. Jeg kunne slet ikke rumme det. Sæt nu at jeg mødte nogen som jeg kendte.

    Vi er vel voksne mennesker.

    Selv dem fra kommunen burde da kunne se, at det her ikke var holdbart. Men der tog jeg sku fejl.

    Det skal siges at 2 måneder tidligere, da jeg første gang sad til møde med min rådgiver. Der var hun så sød, så sød.

    Jeg skulle bare tage den med ro. Stille og rolig komme ovenpå, og ikke tænke så meget over resten. Hun var der jo for at hjælpe mig.

    Vi aftalte at hun nok skulle ringe til mig, hvis der var noget der gik galt. Når jeg nu dårlig kunne overskue min E-boks. Jeg glemmer sku at checke den. Man er under ok pres, når man går ned med stress.

    Jeg sad endda og små tudede inde på hendes kontor. Det var virkelig hårdt at være alene med 2 børn. Og samtidig gå total ned med flaget. Det er sku ikke sjovt, når det er nemmere at pisse i bukserne. Fordi det fylder for meget i hovedet, at gå på toilettet. Hun ringede også til mig fra tid til anden, for at høre hvordan det gik. Det satte jeg stor pris på.

    Med ro i sindet tænkte jeg at det hele nok skulle gå. Lige indtil jeg opdagede det skide brev, der satte en stopper for mine sygedagpenge.

    Men lige lidt hjalp det

    Hende der i starten var så sød og hjælpsom, var lige pludselig en helt anden. Hun snerrede af mig og gav mig skylden for selv at stå i den situation jeg nu var havnet i. For det var bestemt ikke hendes skyld. Hun passede jo bare sit job. Og det var ikke hendes problem at jeg ikke fik checket min E-boks.

    Jeg har aldrig i mit liv snakket med en person der var så ligeglad med et andet menneske som hun var. Vi skændtes i telefonen så den blev rødglødende. Eller det vil sige at jeg gjorde.

    Hun var kold som is. Og jeg blev mere og mere desperat over hvordan jeg nu skulle tage mig af 2 drenge når vi ingen penge fik. Og det eneste hun kunne/ville gøre, var at starte min sag op igen.

    Når man er for syg og ikke kan gøre som sygedagpengehuset forlanger. Så skal man ikke forvente at få den hjælp man har brug for. Man skal følge protokollen, og det har intet at gøre med at jeg er syg.

    Jeg har fuld forståelse for at det heller ikke er nemt at være socialrådgiver. Det må ikke være sjovt at sidde i et job og skal hjælpe syge, og samtidig afvise dem blankt. Der er sat nogle regler op som bare skal følges.

    Der vil altid være folk der prøver på at snyde systemet. Og nu er der ingen kære mor. Regler er regler. Det må alle med sygdom nu betale prisen for. Man kan jo ikke bare lave det om. Gu kan man da så. Man kan vel bare bruge sin sunde fornuft..

    Jeg var desperat

    Hvad fanden gør jeg nu tænkte jeg? Jeg kunne samtidig godt mærke at min depression pludselig ikke gik i den rigtige retning længere. Den blev meget meget værre nu.

    Jeg var egentlig så skide sur og gal i skralden. At jeg aftale med mine unger, at nu kørte vi fandme ind og satte dem af på hendes kontor. Bare vende mig om og skride.

    Så kunne hun fandme tage sig af drengene. Når nu hun havde ødelagt vores økonomi fuldstændig af.

    Jeg var vild med min ide, selvom den nok ikke var skide gennemtænkt. Og jo mere jeg faldt til ro, kunne jeg trods alt også godt se at det nok ikke var her, jeg skulle blande mine drengene ind i det hele.
    LÆS OGSÅ:Nanna/Hej venner, nu bliver det alvor

    Så jeg begyndte at lede efter hjælp.

    Jeg fandt rimelig hurtig frem til en borgerrådgiver som sad inde på rådhuset. Hun var nærmest nabo til borgmesterkontoret. Sådan en havde jeg sku aldrig hørt om.

    Jeg læste hendes tidligere referater, og kunne se at hun havde haft en sag nogenlunde magen til min. Det var også en mand der fik stoppet sine sygedagpenge, fordi han var en skovl til at checke sin E-boks.

    Det gav lidt ro i hovedet. For fik hun medhold i hans sag, så gjorde hun sku nok også i min.

    Vi havde nogle gode møder, og fik skrevet alt ned. Så hun kunne hjælpe mig med at få skrevet en klage. Som jeg i sidste ende, alligevel endte med at tabe.

    Men hun hjalp mig trods alt og kunne sagtens se at det ikke var holdbart alene med 2 drenge og ingen penge. Det skal så også siges at den første klage jeg selv skrev, den gik direkte til hende der havde stoppet mine sygedagpenge. For hun sad sku selv og tog sig af de klager der kom mod hende. Den er langt fra gangbar i min verden.

    Sidste gang jeg snakkede med hende i telefonen og var grædefærdig, kunne hun da glad fortælle mig, at nu skulle jeg ikke døje med hende længere for hun havde fået nyt job og var ovenud lykkelig for det. Det måtte da glæde mig bare en lille smule…Jeg var dybt rystet!!

    Da alle mine møder med Borgerrådgiveren var ovre, så gik min krop for alvor først ned. Hvor jeg tidligere kunne se lys for enden af tunnellen, så var alt bare sort nu.

    Mor er den bedste i verden

    Som så mange gange før i mit til tider kaotiske liv, så kan man ikke klarer en måned som alenefar uden en krone på lommen. Så farmor kom mig heldigvis til undsætning, og hjalp mig igennem den måned hvor vi ingen penge fik.

    Jeg takker de højere magter for at jeg har en mor der har styr på sit shit. Det er dælme ikke alle der er lige så heldige som mig der. Så nu kunne jeg trods alt være en nogenlunde almindelig far for mit yngel.

    Men nu jeg kan edder-name godt forstå de mennesker som går helt ned med flaget, og sådan set aldrig kommer op igen. Det er virkelig noget der smadrer psyken, og man bliver simpelthen så deprimeret at man nærmest hellere vil have en kugle i panden.

    Ny rådgiver

    Jeg kom så til en samtale med en ny rådgiver og skulle starte helt forfra. Hun lovede mig præcis de samme ting som den første havde gjort, og naiv som jeg er, så troede jeg på hende.

    Hun er en ung dame.(I min alder er 30 år ung) Måske en anelse små nervøs. Men hvem ville ikke være det når man arbejder på sygedagpengehuset. Men hun var ok nede på jorden, og lovede mig at hjælpe alt hvad hun kunne. Hun kunne da sagtens se, at det ikke var helt fair den måde jeg var blevet behandlet på. Men jeg skulle bare tage den med ro, og koncentrerer mig om at komme ovenpå. Hun skulle nok ringe, hvis der var noget i vejen.

    Der gik nogle måneder, og jeg havde egentlig ikke fået det en skid bedre. Faktisk nærmest tværtimod. Jeg følte sku ikke at jeg var den far for mine børn som jeg burde være. Så jeg snakkede med rådgiveren i telefonen, om ikke jeg kunne få noget hjælp derhjemme. Det var ikke noget, som sygedagpengehuset kunne hjælpe mig med. De sad der jo egentlig kun for at få sparket folk videre i systemet hurtigst muligt. Så deres chef blev glad, og det offentlige kunne spare nogle penge.

    Men jeg kunne da altid få lov til at komme på CV værksted, så jeg hurtigst muligt kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet.

    Men heldigvis havde jeg tidligere snakket med en anden socialrådgiver. Hun sad i familiegruppen, og havde hjulpet mig med mine drenge tidligere. Deres mor er ikke altid skide skarp, og selvom hun kun ser sine børn hver anden weekend kan hun hurtigt fucke et eller andet op.(Det skal jeg nok skrive om på et andet tidspunkt).

    Hjælp mig

    Jeg fik en god snak med hende fra familiegruppen og spurgte om ikke de kunne hjælpe mig. De sidder der jo for børnenes skyld og mine drenge skulle skånes så meget som muligt. De kan jo ikke gøre for at mit hoved havde fået nok, og valgte at lukke ned.

    Jeg fik tilbudt en støttepædagog. Hun kunne komme i hjemmet og hjælpe mig med at få styr på alle de ting som jeg ikke kunne overskue. Blandt andet E-boks, Aula, økonomi, madpakker osv. Det skal så vise sig at hun kunne hjælpe med meget mere end det.

    Sådan en burde alle der går ned med stress, depression eller anden psykisk lidelse få tilbudt på stedet. Det ville hjælpe så mange mennesker med at kunne overskue deres liv. Og det ville få syge folk til at komme sig, på den halve tid. Eller hjælpe enlige mødre som ikke kan styre deres unger. Så de i sidste ende ikke ender med at få fjernet deres børn.

    Det skal så siges at min første respons på støttepædagogen var, at hvis ikke hun var skarp, så ville hun få 5 tæer i sin røv, Og komme ud af min lejlighed hurtigere end hun kom ind.

    Men jeg måtte krybe til korset. For fuck hvor var hun bare skarp, og havde styr på alle de ting som gør at børn trives. Det er hun stadigvæk, og jeg elsker hende for alt hvad hun har gjort for mig og mine drenge.

    Hende skal jeg aldrig af med. Hun kan hjælpe med selv de mindste problemer, som gør at mine drenge har det endnu bedre og trives i skolen. Hvorfor kan sygedagpengehuset ikke diske op med den slags hjælp? Når nu det var præcis det som folk i min situation manglede og havde brug for?

    Hun er bare helt igennem fantastisk. Hun er den type pædagog, der ikke altid er politisk korrekt. Hun hakket mig en lammer hvis jeg ikke hører efter. Hun kan både sige fuck og sku. Det troede jeg ellers ikke pædagoger kunne. I love it.

    Hvorfor havde hun ikke ringet?

    Nu så det hele pludselig meget lysere ud. Men så kom der sku et nyt brev fra sygedagpengehuset. Nu var det altså tid til det CV-værksted. Med alle de andre ting som pludselig var sat igang så glemte jeg sku igen at få checket E-boks.

    Men denne gang opdagede jeg det ikke 2 uger for sent. Men jeg opdagede det dagen efter jeg skulle have været på CV-værkstedet. Ja okay, det er så muligvis 2 uger for sent. Brevet kommer jo ikke samme dag som man skal afsted. Så jeg kontaktede min nye rådgiver for at få redt trådene ud.

    Jeg beklager, at jeg ikke har set brevet om at jeg igen skulle på CV-værksted. Men jeg gør hvad jeg kan, for at blive rask nok til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men vi havde jo snakket om, at jeg var for syg til at komme på CV-værksted! Så det var vel ikke noget problem. Nu havde jeg trods alt opdaget i tide at jeg igen havde fucket det E-boks op. Men denne gang kunne det da nå og blive reddet. Så jeg ikke mister mine sygedagpenge en gang til.

    Jeg spurgte hende hvorfor hun ikke bare havde ringet til mig? Vi havde jo aftalt at hun skulle ringe hvis der var noget. Men igen måtte jeg konstaterer, at damerne på sygedagpengehuset er kolde som is, når det kommer til overskridelse af deres regler. Så jeg fik tørt beskeden om at det var altså for sent.

    Der blev lukket for mine sygedagpenge, da det var anden gang jeg brød deres regler og ikke mødte op på CV-værksted. Og jeg kunne ikke få startet min sag op igen. For Regler er regler og anden gang man bryder dem, så ryger man i Bad standing. Man ryger altså helt ud og mister retten til dagpenge.

    Det er åbenbart skide ligegyldig at man har betalt til sin fagforening i 25 år for at have den sikkerhed hvis man blev fyret eller syg.

    Nu var jeg eddername rasende.

    Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg er blevet så gal. Jeg mener at havde hun stået foran mig og sagt det samme. Så havde jeg kvalt hende uden at tænke over konsekvensen.

    Mit andet opkald, var så heldigvis til min støttepædagog som lige fik en verbal bredside bare for at arbejde for kommunen. Men god som hun er, så fik hun mig snakket til ro og sagde slap nu af min ven. Jeg fikser det, og det gjorde hun sku.

    Nu havde jeg en pædagog fra familiegruppen siddende i mit hjørne og det var mit held. Hun arbejdede trods alt også for kommunen og ved hvordan man tackler de ting. Der er åbenbart stor forskel på om man arbejder for kommunen, eller ikke gør.
    Hun ringede og snakkede med min sagsbehandler på sygedagpengehuset, og jeg tror hun fik fortalt på en pæn måde, at det ikke hjælper noget at behandle folk på den måde.

    I gør jo folk mere syge, og det er vel jeres job at få folk i den rigtige behandling og følge op på hvordan det går. Så man hurtigst mulig er kan meldes rask og komme igang igen.

    Det giver fandme ikke mening.

    Jeg finder det egentlig dybt kritisabelt, at jeg ikke selv har en chance for at redde trådene ud som voksne mennesker nu engang gør. Men at det faktisk kun virker, når en instans fra kommunen ringer og snakker med en anden internt.

    Jeg begriber simpelthen ikke, at man ikke kan snakke med sin rådgiver og sammen få løst problemet. Et problem som i bund og grund ikke er noget problem. Det kan løses med sund fornuft på 2 min. Det kan fandme ikke være rigtig at man skal behandles på den måde uden at have en chance.

    Er det godt nok sådan vores system hænger sammen?

    Jeg har fandme betalt til min fagforening i 25 år for at have en form for sikkerhed hvis korthuset vælter. Men misser jeg et møde på sygedagpengekontoret, så har de magten til at lukke det hele ned.

    Så skal jeg fandme samtidig betale de penge tilbage som jeg allerede har fået sidst det var den første. Men hvordan skulle jeg nogensinde kunne betale dem tilbage når jeg intet får den næste første? De stopper for ens penge og giver dig samtidig en gæld som skal betales tilbage med det samme.

    De vil skide på at man intet har for at kunne leve. Det er ikke deres problem at du ikke kan betale dine regninger, eller fodre dine unger.

    Jeg blev så gal at jeg besluttede mig for at lave min egen hjemmeside, bare så jeg kunne skrive min historie og fortælle hvad jeg havde oplevet. Jeg er så harm over at det kan finde sted i Danmark. At det offentlige kan behandle dig som de vil. De kan hive gulvtæppet væk under dig og sætte dig på gaden hvis de vil. Og det er bare en enkelt person der sidder med den form for magt over et andet menneske.

    Bare kald mig skør. Men nu vender jeg det hele om

    Nu sidder jeg her næsten et helt år senere, og har fået styr på mine dårlige nerver. Så ringer min telefon, og det er min sagsbehandler fra sygedagpengehuset i den anden ende.

    Hun vil egentlig bare lige høre hvordan det går? Og om min støttepædagog og jeg har styr på tingene? Jamen det har vi. Det går stille og rolig fremad. Jeg er samtidig begyndt på udredning på psykiatrisk afd og fundet ud af jeg er Bipolar. Det hele svinger åbenbart op og ned.

    Gad vide hvor lang tid jeg har rendt rundt med den diagnose uden at være klar over det. Og hvor meget tingene kunne have været bedre hvis jeg havde fået den rigtige medicin for flere år siden. Det giver et helt andet syn på tingene.

    Jeg har altid døjet med tankemylder. Når jeg skal sove kan jeg ligge i flere timer og tænke på de mærkeligste ting. Eller have et omkvæd fra en sang til at køre på repeat. Men fandme om ikke der findes en lille lyserød pille man skal æde en halv time før sengetid og bum så er alt tankemylder væk og man sover med det samme uden hovedet kører rundt. Den pille skulle jeg have haft for 20 år siden..

    Nu vil jeg faktisk hellere vende det hele om og fremstille dem som arbejder for sygedagpengehuset som mennesker lige som alle vi andre. Så kan jeg sige tak for hjælpen i stedet for.

    Hjertet på rette sted

    Det er trods alt ikke deres skyld, at der er sat nogle regler op som de skal følge. Så kan jeg bebrejde de mennesker som forsøger på at snyde systemet. Det er vel dem der har sørget for at alle os der har brug for hjælp, også går ind under de hysteriske regler.

    Det hjælper alligevel ikke noget at skælde ud, præcis som alle andre der hader systemet gør. Det er trods alt bedre at få det bedste frem i folk, og vende det hele om og give dem noget at tænke over. Det sætter tingene lidt mere i perspektiv, istedet for bare at brokke sig.

    Men jeg tror helt ærlig ikke at det er nemt og sidde i en stilling som socialrådgiver og egentlig være nød til at behandle mennesker som et tal. For hvis ikke de behandler folk som et tal, så ender de sku selv med at blive et tal. Tager de deres følelser med på job, så holder de ikke ret længe.

    Det må være så svært, at starte med at vælge sin uddannelse ud fra at man egentlig gerne vil hjælpe andre og gøre noget godt for samfundet. Og så ender man rent faktisk med at sidde i et job hvor man kan splitte andre menneskers økonomi af. Så deres liv bliver et helvede.

    Jeg er pænt sikker på, at det ikke var hendes intention at ødelægge min lille familie af. Og hvis hun kunne, så ville hun gøre alt det rigtige. Men det kræver sku nosser af en hvis størrelse at gå imod reglerne og gøre det rigtige. Det må være skide svært, når hun samtidig har en chef der bare vil se resultater, så det offentlige kan spare nogle penge.

    Den menneskelige kontakt er væk

    Jeg kan i min vildeste fantasi ikke forestille mig, at der er nogen der vælger en uddannelse eller et job, udelukkende for at ødelægge de af for andre. Men jeg er temmelig sikker på, at man vælger at blive socialrådgiver for at kunne hjælpe andre.

    Det må være skide svært, når man ikke får lov til at passe sit arbejde ordentlig, fordi det hele handler om kvoter, statistikker og penge. Vi mangler den menneskelige kontakt, som i sin tid gjorde vores land til det bedste i verden. Skal vi ikke i stedet for, så sætte pris på at der er nogen der gider tage det sure slæb.

    jeg kan ikke lade være med at analyserer alt, og se det hele fra den anden side

    Vi bliver sku nød til at sætte pris på at der er nogen der gider at gøre en forskel selvom det er svært. Vi mangler ganske enkelt flere hoveder der tør tænke selv. Men der er ikke længere plads til at tænke selv. Der er ikke plads til at være menneskelig. Sosu-assistenten har heller ikke tid til at få en kop kaffe, selv om de gamle måske har mere brug for. Det skal gå hurtigt nu.

    Det behøver ikke være så svært sku…

    Fuck, jeg har sku selv boet sammen med en socialrådgiver, som kan finde ud af at tænke selv og gøre en forskel. Og samtidig gider at høre på sund fornuft, og vælger at gøre det stik modsatte bare fordi det er det rigtige at gøre.

    Men så hjælper det jo ingenting, når jeg selv har en rådgiver, som siger at man ikke kan lave det om, når man først har overtrådt reglerne. Når jeg selv har boet sammen med en, som siger at det kan man sagtens. Og min støttepædagog kan også sagtens få tingene ændret.

    Det er bare bruge sin sunde fornuft, og gøre det som skal til, så man kan gøre en forskel. Nu sidder jeg her, og har i små raseri lavet min egen blog. Eller hvad helvede det er jeg har lavet.

    Men jeg fik sku et skub i den rigtige retning. Også syntes jeg egentlig vi burde hylde alle de socialrådgivere, som har valgt at tage det lorte job, som det nu engang er. Det er vel ikke skide sjovt, når omverdenen syntes man har jord i hovedet, og ikke hjælper en skid.

    Man har vel et ansvar selv

    Nu blev jeg så for et par måneder siden, medlem af en gruppe på Facebook som hedder Jobcentrets ofre. Og helt ærlig så syntes jeg faktisk at en del af de folk der inde, har mere travlt med at skælde det offentlige ud. Istedet for at tage bare en lille smule ansvar selv.

    Man må også selv gøre en indsats

    Eller er det bare meget lettere at give op og bebrejde det offentlige for at ens liv er noget røv. Istedet for at se på de muligheder der ligger foran en, og tage ansvar for sig selv og for sit eget liv.

    Jeg er stadigvæk på sygedagpenge. Og om 3 måneder hedder det ressourceforløb eller noget i den stil. Så er jeg endnu mere på røven end jeg allerede er nu. Men var alt det her ikke sket, så kunne jeg have rendt rundt resten af mit liv og være Bipolar uden at vide det.

    Jeg håber bare det kan give folk noget at tænke over inden de giver andre skylden for deres elendighed. Bruger du din fantasi, så er alt muligt. Man får det jo ikke bedre af at give andre skylden. Kun et kort øjeblik. Det er sku ikke sjovt, når livet går i den forkerte retning. Men man skal være villig til at gøre en forskel selv.

    Jeg er udmærket klar over, at jeg er slidt og brugt. Og jeg kan sagtens mærke, at jeg har arbejdet i 25 år og været alenefar i 10. Jeg har bare ikke det ekstra gear, som jeg tidligere havde.

    Men det er vel ikke damens skyld

    Næste gang jeg ser hende, så giver jeg hende sku en krammer, og siger tak for alt hvad hun har gjort rigtig. Jeg er pænt sikker på, at det vil komme så meget bag på hende, at der er nogen, som vil anerkende det hun gør. For der findes vel ikke noget bedre, end at vende på en tallerken, og gøre det stik modsatte af hvad folk forventer. Det er så meget federe at gøre folk glade, og koncentrerer man sig bare en lille smule. Så kommer man meget længere med et smil.

    Men jeg indrømmer at det er svært, når man selv står med håret i postkassen. Men når man får tingene lidt på afstand, så er jeg egentlig rimelig large når jeg selv skal sige det.

    Derfor kan jeg jo stadigvæk godt syntes de er nogle dumme kællinger som skal behandle folk ordentligt

    Men jeg kan allerede mærke nu, at det vil gøre mig i bedre humør. Og jeg er sikker på at hun vil gå glad hjem til sin egen familie og rent faktisk have lyst til at møde på job dagen efter. Prøve på at gøre en større forskel, end hun allerede gør.

    Forandring fryder

    Jeg er skide træt af at være sur og tvær. Det gør mig ligesom bare ikke til et bedre menneske. Vi skal vel allesammen stræbe efter at blive en bedre udgave af os selv.
    Men det er måske bare mig der er fucking NUTS…Og det har jeg nu papir på.

    Men jeg er nød til at starte med mig selv. For jeg er vel den eneste, der kan gøre en forskel i mit eget liv. Men vær åben og ærlig, og tag imod alt den hjælp du kan få. Så skal det hele nok gå alligevel…

    Jeg syntes det var nødvendig, at fortælle min historie. Prøve at sætte ord på, hvordan jeg følte og tænkte, da jeg stod midt i alt lortet. Og skal aben sendes højere op i systemet, så skal jeg hellere end gerne komme og forklare hvordan man skal håndterer folk med en psykisk lidelse. For det hjælper ikke en skid at tage deres penge. Det gør tværtimod det hele meget værre.

    Det må satme ikke være nemt.

    Så et eller andet sted i mit forskruede sind, syntes jeg faktisk vi skal sætte pris på dem der har valgt deres job, fordi de gerne vil gøre en forskel. Og fordi de virkelig gerne vil hjælpe folk. Men de er dælme også nød til at tø bare en lille smule op. Man skal behandle folk ordentligt og ikke bare gøre deres liv endnu mere surt.

    Hvad man ikke gør for sine børn, og for at skabe en bedre verden. men nu er jeg i det mindste klar over at jeg virkelig er skør. Men de skøre har det sku også sjovere end de almindelige mennesker har. Så længe der er piller til at tage toppen.

    kh Friis…

    Husk at læse: Nanna bare Nanna’s historier om en barndom præget af vold, incest og misbrug